[i]’Sig, hvad du mener!'[/i] Det er det, det handler om i “Mesteren”. Om kunstnerens behov for anerkendelse. Om en søn, der vil have et klap på skulderen fra far. Og en far, der tøver med at give det. For Søren Mallings anerkendte galleri-kunstner forstår ikke den moderne [i]street art[/i], som Jakob Oftebros hjemvendte søn tegner. De to mænd har svært ved at sige det, de mener. Det har jeg ikke.
[image=95101]
Og selv om midtvejskrisen er sat i et eksotisk avantgarde-miljø, så er det stadig det, det er. ‘Krea’-rammerne gør dog den forudsigelige dynamik god at se på. Det industri-skrabede atelier klarer næsten opgaven med at få generations-fortællingen om to kunstnere til at ligne kunst. Præcis som gården i “Arvingerne”. Scenen er, som den skal være. Men på den spilles en stiv gang teater.
[image=95102]
Så er selve kunst-diskussionen straks sjovere i “Mesteren”. Er kunst først kunst, når det udstilles i et galleri? Eller bliver det kunst bare ved at møde verden? Det synes den unge, der som en slags dansk Banksy udstiller i byens rum. Den gamle affærdiger det som graffiti. Men diskussionen vil ligesom dialogen ikke i dialog. For farmand har tabt på forhånd. Fordi Banksy næsten allerede er [i]old news[/i]. Og fordi Søren Malling spiller og ligner en kunstlet idiot med blå briller og faktisk også skæg. Og Jakob Oftebro? Ja, ham kan alle jo altid lide. Også her.
[image=95100]