[b]Behøver jeg spise mine grøntsager?[/b]

Er der noget mere planløst end en squash? Eller courgette? Eller zucchini? Der er ingen, der ved, hvad den skal hedde, eller om den egentlig rigtig smager af noget. Den er der ligesom bare. Et billede på vag, proteinfattig ubeslutsomhed. Eller alt det, som fransk/schweiziske “Ma vie de Courgette” ikke er. En befriende kort og velfortalt animationsfilm, der på dansk bliver til “Mit liv som Squash”. Gaven til både utålmodige bio-børn og sprogforvirrede husmødre, der gerne vil spise lidt sundere.

Sjovt nok er der heller ingen i filmen, der kan regne ud, hvorfor hovedpersonen hedder Squash. Mindst af alt ham selv. Han er blot temmelig insisterende på at beholde det navn, som hans døddrukne mor altid kaldte ham, indtil hun faldt ned af en trappe og døde. Måske ikke helt ved et uheld. Squash ender på børnehjemmet Springvandet, hvor alle den moderne verdens tragedier har manifesteret sig som forvirrede unger. Den grove Simons forældre tager stoffer, Ahmeds far er i fængsel, imens Jujubes mor er udvist af landet. Fortsæt selv rækken. Ingen har det værst, og Squash falder hurtigt ind den fælles i trøstesløshed.

Selv om Claude Barras og hans animatorer har gjort brug af [i]claymation[/i]-teknik, er der et stykke vej til den nuttede forunderlighed, som Aardman Studios tidligere har gjort synonymt med modellervoks. Det er muligvis en kortslutning, men jeg blev ofte mindet om Dardenne-brødrene og deres skildringer af Europa som én stor, grim og betongrå rasteplads på E20. Der er simpelthen en alvorlig grundstemning i “Mit liv som Squash”. Dog er der også, ligesom hos de belgiske revsere i øvrigt, modstandsdygtigt håb og fandenivoldskhed tilbage i de håbløse.

Her kommer håbet i skikkelse af pigen Camille, der ankommer med en mystisk forhistorie og en fantastisk evne til at hensætte Squash i forelskelseschok. Hun sætter samtidig rigtig skub i historien, fordi hun vil slippe for sin tante, der foragter hende, men godt kan bruge børnepengene. Plottet er som sådan set før, men der er en forfriskende tyngde over det her. Ikke noget med skumle ejendomsspekulanter eller skjulte guldskatte, der skal tvinge historien ind i en hyggelig familiekasse. Bare en jagt på et nogenlunde liv med de midler, man har som en lille, forældreløs purk.

På den måde er “Mit liv som Squash” en atypisk børnefilm. Klare farver og mærkværdige ansigter kommer ikke i vejen for et seriøst emne, men der er stadig plads til pruttehumor og vandballoner. Og så er der ingen onde voksne, bare rigtige mennesker i varierende grader af frygt for systemet. Alle virker lidt trætte af arbejdet, lidt slidte af bureaukratiet. På den baggrund er det fint, hvordan Barras så nøgternt lader sine børnefigurer slå til. Han gør dem hverken til overmenneskelige superhelte eller stakler, men gentager bare den enkle sandhed: det er ofte de voksne, der er bange.