[b]RINGe gensyn med Samara[/b]

Samara er tilbage! Du har stadig syv dage. Så dør du! VHS er udskiftet med laptop, smartphone og andre moderne medier. Men sammen med VHS’en er også mystikken forsvundet. Uhyggen er væk til fordel for en krimi, der bygger på en forceret udvidelse af myten om Samara.

Men inden, vi når til det nye, så skal alt det gamle selvfølgelig genopfriskes. En ung mand sidder i et fly og sveder. Han er tilsyneladende bange for at flyve, men vi ved egentlig godt hvorfor. En ung kvinde ved siden af ham siger, at det hjælper at tale om det. Hvortil manden svarer: [i]’Har du nogensinde hørt om et videobånd, hvor du dør syv dage efter, du ser det. Jeg så det for syv dage siden i aften'[/i]. Jamen halløj for en elegant åbning. Ikke nok med denne indledning er replikmæssig krampagtig, så er den fuldstændig irrelevant for resten af den ringe “Rings”. I den første amerikanske “The Ring” var der en mening med begyndelsen og en gigantisk portion uhygge. Der er der ikke her.

[i]Det stopper aldrig[/i]. Sådan sluttede den første. Men det burde de måske alligevel have gjort. Hele idéen med “The Ring” er fed én gang, men VHS-båndet bliver slidt, når vi nu skal til at spole den samme historie tilbage for tredje gang. Sådan var det allerede med “The Ring Two”. I denne tredje ser Julia videoen, hvorefter der pludselig ankommer en ny video, som leder Julia og kæresten ud på en krimigåde fuldstændig ligesom i den første i rækken. Kunne de dog ikke bare have ladet “The Ring” stå alene? Så havde vi sluppet for at gå i ring.

Jovist var “The Ring” også mere en krimithriller end en egentlig gyser, men den fik mig dog trods alt op af sædet et par gange undervejs. Det er slet ikke tilfældet nu. Thrilleren med dårlig historie har taget over. Der bliver forsøgt med et par [i]jump scares[/i] undervejs, men de lykkes aldrig. Det skyldes i høj grad musikken. Når Julia bevæger sig ind i mørket, hvorfor skal musikken så insistere på at hinte os til gyset? Kunne der dog ikke bare være stille med kun Julias fodtrin i vandet på gulvet. Så havde jeg nok sprunget op!

Videobåndet er væk. Det går ud over mystikken. Hele den rituelle handling, Rachel skulle igennem med at sætte båndet i videomaskinen, skabte mystik. Det skabte uhygge. Uha, hvor stoppede jeg med at trække vejret, når hun trykkede ‘play’. Nu er det på en USB. Set på en laptop. Fuldstændig sjæleløst. Modsat videobåndet, der var fyldt med Samaras sjæl og skræk og gru.