[b]En ond tvilling[/b]

Den seneste udgave af “Resident Evil” er en af seriens bedste. Tilbage til rødderne i horrorgenren, men også fuld af nye overraskende tiltag. Har jeg hørt. Jeg har nemlig ikke haft fornøjelsen af at spille “Resident Evil 7: Biohazard”. Derimod har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse af actionfilmen, som computerspillet deler navn med. Om det er tilfældigheder eller bevidst strategi, som gør, at der lige nu er dobbelt op på zombiedrab, ved jeg ikke. Men det er dårlige nyheder for Paul W .S. Anderson, som på stemning, plot og actionsekvenser bliver kørt over af sine kolleger fra Capcom.

Foruden titlen og de levende døde har forbindelsen mellem spil-og filmserie ofte været til at overse. Det ændrer Anderson ikke på med “The Final Chapter”. Tværtimod slutter han som han startede med på behændig vis at omdanne en mareridtsfremkaldende gyserhistorie til opkørt pløkke-action i den ene dødssyge ørken-militær-karantænezone efter den anden. Der er løse referencer til spillets karakterer og den berygtede Raccoon City, men det virker mest som en undskyldning for at give Milla Jovovich noget stramt tøj på.

Hun er en smuk og helt udmærket skuespiller, men der er altså noget mistænkeligt over, at hun efterhånden stort set kun optræder i sin mands b-film. Gad vide, hvad de ser, når de har en stille videoaften derhjemme? Anderson virker egentlig også, som om han er blevet lidt træt af sin kones ansigt dømt på måden, hvorpå han skamklipper alle hendes scener i stykker. Tempoet er således rasende højt, men fremfor intens action ender man med et forpustet og forvirret udtryk. Det er simpelthen til tider svært at følge med i, hvem der bliver jagtet af hvilken stor, muteret hund.

Det er nok også, fordi galleriet af karakterer er mindre interessante end nogensinde. Jovovichs sammenbidte Alice støder efter at have undsluppet den fæle Dr. Isaacs og hans hær af tanks ind i en bleg gruppe overlevende. Claire Redfield og hendes venner er papirtynde aftegninger af rigtige personer: den aggressive bøf, den fingernemme tekniker, den tvetydige charmetrold osv. De giver ikke Jovovich en halv pind at spille op af, og når de én efter én brutalt mister livet, tænker man knapt over det.

Hele humlen er, at Umbrella Corp, prototypen på ‘the evil organization’, der er onde bare for at være det, pønser på at udrydde menneskeheden. Det fortæller AI’en The Red Queen, inden hun giver Alice 48 timer til stoppe planerne. Programmeret til at ligne en lille pige taler den alvidende computerhjerne i tågede budskaber og venter selvfølgelig med at forklare alt til den sidste konfrontation i Umbrellas underjordiske base. Vejen derhen er det tætteste, filmen kommer på et computerspil med nogle rum, hvor Alice skal undvige faldlemme og laserstråler på bedste platform-maner. Det bliver hurtigt lige så kedeligt at se på, som det er ulogisk. The Red Queen er i øvrigt spillet af ingen ringere end Anderson og Jovovichs datter. “Resident Evil” er et helt familieforetagende.