Rihanna opsummerer hele “American Honey” efter få minutter. Til tonerne af “We Found Love” finder Star kærlighed et håbløst sted. I en håbløs slum-udgave af USA, hvor du må lære at svømme, hvis du ikke vil drukne. Eller lære at skralde mad fra en container, hvis redneck-mand og bonusbørn skal blive mætte i dag. Det er her, at Star finder kærligheden i en film, som er lige så vild som Shia LaBeouf.
[image=94567]
For Star er ikke opkaldt efter en strålende stjerne, men derimod Dødsstjernen. Til gengæld er hun Andrea Arnolds nye slum-stjerne. Som Mia var det i min Arnold-favorit, “Fish Tank”, hvor Michael Fassbender var slumturist i Englands taberklasse. Nu er rollerne byttet om. For i “American Honey” er det slum-ungdommen, som kommer på besøg hos de rige i USA. Her følger Star sin drøm om noget andet med en gruppe [i]teen kids[/i], der sælger magasin-abonnementer til dem, der har rigeligt. Og derfor også har rigeligt med dårlig samvittighed.
[image=94568]
Først og fremmest er det dog en slags modvillig kærlighedshistorie imellem Star og Shia, der sættes intenst i scene af et næsten kvadratisk format, som også gav en nærværende akvariefornemmelse i “Fish Tank”. Dengang var planen dog mere stram med lolita-spillet imellem Katie Jarvis og Fassbender, den unge og den gamle, den fattige og ham med familie i parcelhuset. I “American Honey” er den stramme plan ofret til fordel for fællessang med et Rihanna-omkvæd på indkøbsbåndet i et supermarked ude i ingenting. Sådan må det være, når den tabende ungdom selv bestemmer.
[image=94566]