[b]Den koldeste top[/b]

Disney har sat sig på istronen med “Frost”, hvis bragende musical-showstoppere løftede det ordinære til storsælgende højder. Ind fra siden lister nu “På toppen af verden”, en dansk-fransk co-produktion uden oscarvindende ørehængere, men med noget så eksotisk som en russisk hovedperson. Det er en anderledes, asketisk version om den lille pige i det kolde nord, hvor talende snemænd og nuttede rensdyr er erstattet af videnskabsmænd og svigefulde politikere. En rigtig ‘voksen’-tegnefilm, som man ville kalde det, hvis man fandt tegningerne for smukke og superheltene for fraværende.

For der er alvor i hver en krog. Det mærkes, at handlingen er henlagt til Dostojevskijs eget Sankt Petersborg, hvor glitrende storhed møder dyb vinterdepression. Sasha bor i paladserne langt fra byens arme kældermennesker. Bolsjevikkerne har ikke helt fået vind i sejlene endnu, og de rige slås mest med problemer af prinsessekarakter. Ikke magiske snefingre og sådan, men den truende overgang til voksenlivet og forældrenes voksende forventninger. Plus det faktum, at hendes morfar er forvundet på vej mod Nordpolen. Så da Sashas stædighed sætter en stopper for faderens ambassadørdrømme, stikker hun af for at finde skibet Davai og genoprette familiens ære.

Tag ud, og find dig selv, tuder damptoget, vrinsker hesten. Det er ærkeklassisk dannelsesrejse for den klasseblinde burgøjser, der lærer noget om verden uden for vinterhaven. Men også en rejse, der på mange måder er blottet for vilde overraskelser. Vi er tættere på Chekhov end Turtles, og den lidt stive animation gør på “På toppen af verden” til en nærmest tilbageholdt oplevelse. Når hele plottet så samtidig kredser om en uinteressant families kamp for at bevare kontakten til zarens kabinet, kan indlevelsen til tider langsomt sive.

Bagagen er tung af krænket æresfølelse, men det kan sjovt nok altid blive værre. For Sasha når til sidst om bord på det gode skib Norge, der sejler durk ind i nordpolens iskant og sætter sig fast. Enhver, der nogensinde har tændt for DR2, ved, at så er man på spanden. “På toppen af verden” gør et godt stykke arbejde i at skabe ekko af de mange grumme historier om fortabte ekspeditioner til Arktis. Sult, storme og isbjørne står næsten i kø foran de stakkels sømænd, og man er aldrig helt på sikker grund.

Katastroferne er et godt indspark, fordi “På toppen af verden” ellers kunne beskyldes for at være en ren visuel bedrift. Omend en stor en af slagsen. Den unikke streg ligner en mellemting mellem romantisk maleri og computerspillets [i]cell-shadede[/i] grafik. Figurerne bevæger sig i stillestående, men æstetisk skønne tableauer. Skyggerne er tegnet hårdt op, og de brede pastelflader har voldsomme kontraster. Sankt Petersborg fremstår som en gylden eventyrby gennemskåret af stålgråt vand, mens Nordpolens sygeligt grønne isvægge sjældent har tårnet sig mere skræmmende op.