[b]Liv og død ved havet[/b]

Hvad tænker han på? Han er ikke interesseret i kvinder – heller ikke mænd. Passer sit job som vicevært og drikker lønnen op alene på værtshus. Tavs. Han gemmer på noget ham Lee fra Boston. Det gør Casey Affleck også i rollen som den tavst mystiske mand. Han har altid gemt på et talent så stort som havet ved Manchester nord for Boston. Nu folder han det ud.

Det gør han i en film om tavse mænd med store følelser. Sådan er det, når man er vokset op ved havet. Det tager stemmen fra dig, når det kraftfuldt råber imod dig med sin kolde vind og sine barske bølger. Det gør fortidens tragedier også. For der er sket noget med Lee. Men hvad? Det udfoldes som en slags detektivhistorie fra hverdagen. Her [i]flashes[/i] roligt frem og tilbage, imens den fulde historie om Lee foldes ud. Engang var han lykkelig med tre børn og kone i et hus i Manchester. Nu er han tavs og alene i Boston, hvor han er flygtet til lidt mere end en times kørsel væk. I storbyen kan man være alene.

Det er også der – i Boston – at Casey og storebror Ben bedst kan lide at lave film. De gjorde det sammen i “Gone Baby Gone”. Der er historier at fortælle fra det her stykke nordlige USA, hvor mænd holder smerten for sig selv. Bider den i sig. Sådan opleves det også, da Lee i nutiden får et opkald om, at storebror er død. Hjertefejl. Det bliver aldrig til mere end et frustreret [i]’fuck it'[/i] eller [i]’fuck this'[/i], da lægen overbringer ham detaljerne. Han er vant til smerten.

Det er her, at “Manchester by the Sea” kunne have sejlet i den sentimentale retning. En tragedie i fortiden, en tragedie i nutiden og en tavs mand, der må åbne op. I stedet forbliver instruktør Kenneth Lonergan trofast over for sit tavst maskuline univers med overraskende lune, grin, ja, næsten komik. Det sker i mødet med overraskelsen Lucas Hedges, der spiller den efterladte nevø på 16 år. For han er naturligvis almindeligt trist over tabet af farmand. Men først og fremmest er han en dreng på 16 år. Med plads på hockeyholdet, guitarist i band og med hele to kærester, som han håber på sex med, imens der laves lektier på værelset. Han vil ikke flytte til Boston med Lee. Han har et liv i modsætning til onkel, der er fanget af fortidens mystiske tragedie.

Og selv om de ikke siger meget til hinanden, så kunne jeg glo med på deres tavse slags mande-relation i timevis. For selv om de ikke siger meget, så råber de med deres kropssprog. Og med Lonergans langmodige sekvenser som en blanding af stumfilm og opera, hvor violin og klaver spiller de store følelser frem, inden alvoren punkteres af unge Patrick med et ønske om, at Lee ikke fortæller til Silvies forældre, at hun sover inde på værelset med ham og ikke på sofaen. Han vil så gerne have sex.