[b]Blinkende Bornedal[/b]

“Blinkende lygter” var sjov i år 2000. Det er den sikkert også i dag. Citaterne er blevet kult, som da Ulrich Thomsen insisterede på sin coke: [i]’Det skal jeg da ha’!'[/i] Jeg glemmer aldrig de mange [i]oneliners[/i]. 17 år efter forsøger Ole Bornedal nu at gøre Anders Thomas Jensen den blinkende kunst efter med “Dræberne fra Nibe”. Den har jeg derimod 100 procent sikkert glemt til år 2034.

For ikke én [i]oneliner[/i] hænger fast i hukommelsen. Og ikke én udløste et grin anno 2000. Bornedal mangler Anders Thomas Jensens manus-magi, som blev så folkeligt elsket dengang. For det med billederne, det har Bornedal helt tjek på, som han på mange måder også havde det i sin “1864”. Det er som en slags dansk “Twin Peaks”-provins, når sovebyen i nord, Nibe, præsenteres med en spasser, der danser salsa i en tom kirke. Det er nu [i]maje[/i] godt, som en nordjyde som Bornedal sikkert underspillet selv ville sige det.

Men det er resten ikke. Det handler ellers simpelt om sex. Ulrich Thomsen og Nicolas Bro får for lidt af Lene Maria Christensen og Mia Lyhne. Så nu vil de skilles. Og som de nærige nordjyder, de er, så splejser de om en sjov skilsmisseadvokat, der spilles af Ole Thestrup. Han udspiller de to fedterøve, inden han går ind ved siden af for selv at få fedtet rotten. Han er kun med i den scene. Den bedste scene.

I stedet kæmper Thomsen og Bro videre med konerne og den nordjyske dialekt, som vel primært bliver en slags standard jysk, selv om Ulrich Thomsen præcist får kaldt sin primære indtægtskilde som murer for ‘sårt arbejde’. Det er skam ellers ikke, fordi de to murermænd ikke vil opgradere kunderne til [i]business class[/i] – altså på hvid regning. Ellers tak, kunderne bliver på [i]economy[/i]. Det gør “Dræberne fra Nibe” også, da de to går på nettet for at hyre en russisk lejemorder. For der skal som bekendt en international gangster til at spejle det hygge-danske provinsliv i sådan en slags “Blinkende lygter”-film.

Det er den modpol mellem hyggen ved havegrillen og så det farlige udland med dræbende gangstere, som der længe lægges op til. Det gør Søren Mallings landbetjent også. Han er på vagt [i]twentyfourseven[/i], som han siger. Man ved aldrig med de der terrorister. Men det bliver bare aldrig mere farligt end en fuld russer, en talibaner i en taxa, en høflig brite og Polle fra Snave, der spasser ud til en salsa i kirken. Det er så krydret, som det bliver i Nibe, når Ole Bornedal kommer på besøg.