[b]Computerspil efter døden[/b]

Man skal kravle, før man kan gå, og man skal klatre og springe som en spansk snigmorder for at spille “Assassin’s Creed”. Det sidste har jeg aldrig gjort. Og jeg kommer nok heller aldrig til det efter at have set filmatiseringen her. Men måske parkour på aftenskole, så jeg kan lære at bevæge mig som Michael Fassbender.

Det er nemlig den aktivt handlende del af “Assassin’s Creed”, der er sjovest at se på. Her er glidende [i]takes[/i] og ægte action, imens Fassbender som snigmorderen Aguilar – en hardcore udgave af Zorro – parkour-springer fra tagryg til tøjsnor i et tørt, støvet og køligt iscenesat Spanien for 500 år siden under Den spanske inkvisition. Her er hverken hurtige Bourne-klip eller animerede orker som i sommerens store spilfilmatisering, “Warcraft”.

For det her er ingen varm sommerfilm. Det er bister vinter, hvor følelse og indlevelse er ofret til fordel for et [i]gameplay[/i], der byder på tør tale om arv og miljø, religion og videnskab, fri vilje og voldens natur. Sådan må det være, når en Cannes-mand som Justin Kurzel hyres til at filmatisere et computerspil. Han gør det på sin egen facon. Og den føles ikke som et originalt udspil fra en computer, men nærmere en Dan Brown-roman med Shakespeare-dialog, som Kurzel jo senest fik Fassbender til at tage i munden i “Macbeth”.

Og præcis som i Dan Browns mysterium om Da Vinci så handler det om gamle ordener, tempelriddere og ateistiske oprørere, der stadig den dag i dag kæmper en evig religionskrig, som levede vi stadig under Den spanske inkvisition i 1492. Det er her Fassbender vågner op fra de døde – eller måske er efterlivet simpelthen hovedrollen i et computerspil? Nu skal han i nutiden spændes for en slags [i]virtual reality[/i]-tidsmaskine, der bestyres af Marion Cotillard, som er femme fatale-castet præcis som i “Inception” og i “The Dark Knight Rises” og i “Allied”. Hun er blevet for forudsigeligt god til at snyde de stakkels mænd.

Nu vil hun snyde Fassbender tilbage i tiden, så han kan finde Paradisets Æble. Ikke det der, som Adam og Eva spiste sig kloge af i Haven, men derimod et med den genetiske kode for den frie vilje. Og onde tempelriddere er jo som bekendt vilde med at knægte den fri vilje. Koblingen mellem nutid og snigmorder-tid sætter nye standarder for vrøvl på film. Et effekt-æble med genetiske koder fra lige inden Columbus sejlede over Atlanten? Den del er i den grad [i]Game Over[/i].