[b]Nu bliver det alvor[/b]

Hvis Danmark er Skandinaviens frække fætter, så er Sverige den seriøse storesøster med en BA i kønsstudier og en veltilrettelagt to-do-liste for oprydning og rengøring i det fælles hus.
[i]’Hun skal komme ned fra sin høje dalarhest,'[/i] siger vi og rækker tunge over Øresund. På den vis kan man se “Den alvorsfulde leg” som et familieråd med lykkelig udgang. Pernilla Augusts opmærksomme personinstruktion koblet med Lone Scherfigs underfundige manuskript giver en bittersød film til begge sider af broen.

På trods af Lone Scherfigs medvirken er der noget gennemført svensk over især de første scener. Landskabsmalerens midsommer i en yndig skærgård, hvor de friskfangede fisk skyllet ned med litervis af brændevin. Malerens datter Lydia er ikke kun en muse af navn, men et guddommeligt smukt naturbarn, der sætter den besøgende Arvids hjerte i flammer. Den unge kærlighed vågner i gult juli-lys, og den romantiske natur blæser gennem alt fra birketræer til lette silkekjoler. Men Hjalmar Søderbergs bog er fra starten af det 20. århundrede, og den oldgamle erotik må vige for det moderne, den begyndende industri og pengenes magt.

“Den alvorsfulde leg” skifter fint fra den euforiske og lyse kærlighedsfølelse til den koksgrå realisme i Stockholm. Arvid er en fattig skribent, og Lydia mister sin kunsterfar. De gifter sig begge til velstand, men når inden da at mødes i et smukt kys på redaktørens kontor. Det er den evige ‘lige ved og næsten’-kærlighed, der skal føre historien frem. Og langt hen ad vejen er det også nok. August og Scherfig får indlagt både liv og en velfungerende lakonisk humor i et forlæg, som ellers er noget så ærkeklassisk som unge elskende, der ikke kan få hinanden.

At historien er velkendt medfører også en fare for gentagelser. Gang nr. tre, de to mødes ’tilfældigt’ under en gadelampe og kysser inderligt, men alligevel må skilles, begynder man at blive lidt træt. Det er muligvis et godt billede på kærlighedens vanvid sådan at køre i cirkler, men det fjerner noget intensitet. Her er der mere tryk på legen end på alvoren. Lidt bekvemmelighedssex on the side, der minder mere om vægelsindet gymnasieflirten end livsnødvendig kærlighed. Være kærester? Helt klart måske lige for tiden nok?

Hvor affæren måske er noget typisk, fungerer den samtidig godt som centrum for et præcist tidsbillede. Facaden skal holdes i det borgerlige Stockholm, men samfundets bånd er ved at løsne lidt. Strindberg, ham ser man i teatret med et glas champagne. Selv om “Den alvorsfulde leg” grundlæggende er tragisk, ender den med et forhåbningsfuldt blik på fremtiden. Sverrir Gudnason og Karin Franz Korlöf skildrer fint vejen fra naive solskinslegebørn til illusionsløse kynikere til handlende individer. Michael Nyqvist slår ud med armene og hygger sig som Hr. redaktør verdensmand, mens Mikkel Boe Følsgaard stikker lidt akavet ud som trist rival.