For cirka fire år siden tog den lamme Philippe og hjælperen Driss Danmark med [i]feel good[/i]-storm. “De urørlige” var en velfortjent succes. Nu forsøger Frankrig så at gentage succesen – igen med François Cluzet i en af de rørende roller. Han er syg og har brug for livsbekræftende hjælp. Historien er altså den samme. Men det bliver succesen næppe.
[image=93769]
Mindre klukker jeg med Nathalie. Hun er en ung læge fra byen, der skal tage over, når Jean-Pierre ikke er her mere. Hun er ung. Hun er naiv. Og hun er på udebane i den lille landsby. Hun er alt det, som Driss også var tilbage i 2011. Men Driss var sjov. Hamrende sjov. Det er Nathalie ikke i samme grad. Hun er sød og charmerende, men mange grin vinder hun ikke. I hvert fald ikke med overlæg. Hendes sjoveste moment er en kamp med nogle gæs, men det er nærmere situationen og ikke hende, der får mig til at grine.
[image=93768]
Og de landsbyboere er sgu også hyggelige og sjove. Der er den entusiastiske Guy, der trods sit engagement i landsbyen og grine-terapi aldrig har haft et smil på egne læber. Og der er byens elskværdige tosse, der er ekspert i 1. verdenskrig. Eller i den mere seriøse ende af byen, hvor den gamle, døende mand bor, som Jean-Pierre har svoret ikke at indlægge. Resten af beboerne stjæler fokus fra Nathalie og Jean-Pierre, som egentlig er dem, der burde være mest fokus på.
[image=93770]