[b]Som lunken Rød Aalborg[/b]

Så er det igen den tid på året. Julen er over os. Og det samme er de traditionelle julefester. Med alt hvad den kan trække af fuldskab, sjov og vanvittige indfald. Det er også tilfældet for årets julefest på film, “Office Christmas Party”. Alligevel er festen lige så kedelig og trist som bløde pakker. Fy for en dårlig snaps.

Det behøver ellers ikke at være så svært. Julen skal være ligetil. Og det er da også tilfældet med “Office Christmas Party”. Her er Clays kontorafdeling ved at blive lukket af den administrerende direktør/hans søster, Carol. For at beholde deres jobs må Clay og vennen Josh, få en underskrift fra en kunde. Og hvordan gør man det bedre end at holde den vildeste julefest nogensinde?

Og det er hele afdelingen (og lidt til), der skal med som gæst. Alle de typer, som vi har set så mange gange før. Den usikre nørd, der har bildt alle ind, at han har en kæreste, som han tager med til festen. Det ender selvfølgelig med en ‘lejekone’ med absolut ingen situationsfornemmelse. Ikke at forglemme HR-regelrytteren, der som altid viser sig at være vildere end vild. Og også direktøren, Carol, der, som navnet antyder, minder påfaldende meget om hovedkarakteren i Dickens’ “A Christmas Carol”. Ak ja, alt er som det plejer. Suk.

[i]Et nisseliv er alt for forudsigeligt og trist.[/i] Sådan sang hele Danmarks Pyrus engang i 1990’erne. Samme spørgsmål, dog lettere omformuleret, rejser jeg efter at have overværet denne julefest. Hvorfor skal julefesten altid være forudsigelig og trist? Det er fra første scene klart som stjernen over Betlehem, at Josh og den sexede kollega, Tracey, får hinanden til sidst. Selvfølgelig overlever afdelingen, og direktøren Ebenezer ‘Carol’ Scrooge finder julestemningen frem i sit kolde hjerte. Det er forudseligt og trist – [i]hvorfor skal julen altid ligne den, vi havde sidst?[/i]

Okay så, måske er den hverken original eller overraskende. Men så er det da godt, at den er herre grineren? Nej, desværre. Jeg tror ikke, jeg siden “Julefrokosten” har ha-ha’et så lidt af en julekomedie. I det første kvarter sympatigriner jeg med evigt sympatiske Jason Bateman, der med sin nærmest ikoniske, ironiske distance er en sjov modsætning til den ene mere vanvittige birolle efter den anden. Men det er altså ikke nok til at bære en film i over halvanden time. De andre må hjælpe. Det sker dog aldrig. Selv forsøget på den vanvittige birolle i form af Mary, den føromtalte HR-regelrytter, er håbløst usjov, hvor hendes bedste trick er, at hun prutter i stressede situationer. Ej, come on!