[b]Vikinger kender ikke til frygt[/b]

Vi nordboere har svært ved at lave gysere. Underligt nok. Foruden en enkelt svensk vampyrgenialitet bliver vores mørke skove og isolerede ødegårde mest brugt til at sprøjte krimier ud om handlekraftige journalister. Så hvorfor kan [i]nordic noir[/i] ikke blive til [i]nordic horror[/i]? “Shelley” tager fat om noget af det, der ofte får skylden for, at vi ikke har noget at være bange for: Velfærden og den høje levestandard. Og formår på forunderlig vis at gøre socialpolitik både uhyggelig og (primært) ubehagelig.

Her er det barnløse par, Louise og Kasper, ved at komme sig over den seneste abort og hyrer rumænske Elena som hushjælp i deres selvforsynende bondehus. Uden el og rindende vand. Ved en sø. I en kæmpe skov. Instruktør Ali Abbasi og forfatter Maren Louise Käehne tager skarpt horrorkonventionerne og omdanner dem til det velstillede Danmarks drøm om et mere ægte liv. Det er “Bonderøven”, hvor ingen kan høre dig skrige, når din høne hakker dig til blods, eller du bliver kvalt af en biodynamisk roe.

Ind i den frelste, tavse anti-hygge (det er ikke u-hygge endnu) smides Elena, der bare vil have strøm til sin iphone, så hun kan ringe hjem til Bukarest. Hendes undrende blik udstiller et land, hvor den materielle rigdom er så indgroet, at vi er blevet trætte af den. Penge er et banalt gode, der lige kan give en flaske rødvin, men ikke den dybe, spirituelle healing. Der er fra start et akavet misforhold mellem Louise og Kasper og så Elena, der sgu spiser kød og gerne vil have computer og fjernsyn. Uhyggeligt er det ikke, men det lægger en klam stemning af fremmedgørelse over “Shelley”.

Modstillingen bliver også det centrale plotelement, da det eneste, som Louise ønsker sig, er det eneste Elena har: en fungerende livmoder. Her er potentiale for en handel. Vi kalder det bare noget andet. I hurtige, men effektive klip får Louise overbevist Elena om at få sat nogle æg op mod at få betalt for en lejlighed i Bukarest. Iskold udbytning af ressourcer forklædt som solbeskinnet, trekants-lykke i et hus på landet. Det går selvfølgelig hurtigt skævt i blodigt kropslige fænomener og en evig cyklus af skænderier om dagen og skræmmende drømme om natten.

Det grimme, der vokser i maven, giver associationer til “Rosemary’s Baby”, men der er også spor fra Polanskis “Chok” i den voksende paranoia og uvisheden om, hvad der egentlig er galt. Abassi vælger det ret typiske greb for den ‘seriøse’ gyser; at et monster er for fladt, og at mennesket er farligt nok i sig selv. Men det sætter også en meget fast form på gyset, og stort set alle uhyggelige sekvenser ender med en, der rejser sig op i sengen. Puha, det var bare en drøm. Men hvad nu hvis det var ægte? På den måde kan hjernen køre videre, men pulsen begynder at lægge sig efter den fjerde gang.