[b]En bjørnetjeneste[/b]

Vi får det lige af vejen fra starten. “Udyret og hans lærling” har ikke noget at gøre Studio Ghibli eller Hayao Miyazaki. Men allerede med den melding, har de jo sneget sig ind alligevel. Som den Oscar-vindende japanske legende altid gør det, når en ny animéfilm ser biografsalens lys. Sammenligningen ligger lige for. Især her i Vesten, hvor vi ikke får alle kvalitetstegnefilm fra Japan at se. Men sammenligningen skal være slut. Så resten af denne anmeldelse vil kun fokusere på “Udyrets” egne kvaliteter, ikke hvordan den står op imod “Chihiro”, “Prinsesse Mononoke” eller… Arh, men altså!

Egentlig synes der at være et andet forbillede for Mamoru Hosodas fremragende film. Cirklen mellem Japan og Hollywood er sluttet. “Karate Kid” hedder godt nok Ren og er rejst til det mytiske Jutenga,i og Mr Miyagi er blevet til en to meter høj bjørn, der råber og bøvser. Men “Udyret og hans lærling” har bibeholdt evnen til at balancere. Altså ikke til at lave tranen på ét ben, men at finde det rette forhold mellem flabet slåsse-film og rørende faderforhold. Følelser on, følelser off.

Den forældreløse Ren kommer til Jutengai, fordi bjørnen Kumatetsu skal bruge en lærling for at overtage tronen. Deres forhold er til at starte med ren proforma. Det kræver selvfølgelig ikke den store fantasi at regne ud, om de vil nærme sig hinanden, men Hosoda forsøger heller ikke at overraske. I stedet lægger han sit fokus på karakterernes indbyrdes forviklinger. Det er både morsomt og rørende at se en kæmpe krigerbjørn skiftevis rase over sin ‘plejesøn’ og forsøge at komme ham i møde.

Man er hurtigt på Ren og Kumatetsus side. Deres småskænderier, som skal sløre for et kæmpe afsavn, er et konstant følelsesmæssigt holdepunkt i en verden befolket af talende grise og kaniner. Det gør dem også til den menneskelige modpol til Kumatetsus rival, det stoiske vildsvin, Iozen, der er alt for perfekt og pisseirriterende. Man vil gerne have ham ned med nakken, så selv om kampen om tronen til tider føles sekundær, er der masser af eksplosivitet over udyrenes få, brutale kampe.

Hosoda træder gerne et skridt tilbage fra sin ret typiske historie. Fx er der sjove, selvironiske glimt over træningen, hvor Kumatetsu forsøger at lære Ren at knurre på den rigtige anime-måde, inden han drager sit sværd. [i]”Det lyder sejt,”[/i] er svaret, hvis nogen skulle undre sig over, hvorfor de altid råber så meget i japansk tegnefilm. Ligeledes er de menneskelige dyr i Jutengai godt klar over, at de ser underlige ud. Dette spil med underligheds-automatikken i animé er et fint lag i “Udyret og hans lærling”. Der skal også være en historie i al den nuttede, storøjede poesi.