[b]Særlige Ben Affleck[/b]

Forestil dig at [i]binge-watche[/i] første sæson af “Dexter”. En intens omgang. Om introverte Dexter, der er retsmediciner om dagen og god seriemorder om natten. Det er både den store historie for hele sæsonen om far, bror, søster, kæreste og opvæksten samt dem, der vil afsløre ham, og så den enkelte episode med en ny ond, der skal seriemyrdes. Byt retsmediciner ud med revisor, så har du “The Accountant”, der klarer en hel sæson på en enkelt film.

Det er sådan, “The Accountant” opleves. Som et serie-pitch, der aldrig kommer længere end pilot-afsnittet. Til gengæld er det et godt pilotafsnit, som dog havde fortjent at være blevet udfoldet langt langsommere hos Netflix. Det havde Ben Affleck fortjent. For hvor er han dog god i endnu en Warner-produktion. Han har samme tunge kæbeparti som Dexter. Sådan skal man åbenbart se ud, når man er særling og ikke særligt god i sociale relationer, men derimod tager sig god tid til morgenmaden – tre pandekager, tre skiver bacon, tre æg. Hver dag. Affleck er god som rutineafhængig autist, der med sin trang til at få puslespillet til at passe er blevet underverdenens bedste revisor. Sorte penge bliver vasket hvide af revisoren uden navn.

Men det er ikke hans eneste sæt særlige [i]skills[/i]. Han har nemlig også [i]best of the best[/i]-evner og manglende identitet a la Jason Bourne. Men det ville være forkert at sammenligne ham med Bourne. For revisoren opsøger selv balladen og de sorte penge. Som Dexter. Eller Batman, der også selvtægter i det godes navn. Og netop Batman kender Ben Affleck jo allerede, selv om det nok er nemmere at være rigmand end autistisk revisor, når der skal fanges slyngler.

I dette ‘afsnit’ af “The Accountant” skal han på revisor-job for en tilsyneladende ikke-kriminel virksomhed. Det plejer de andre klienter ellers at være, forklares det af revisorens anonyme “Charlie’s Angels”-kvindestemme fra telefonen i det omfattende setup af det her univers. Men snart findes glemte millioner i regnskabet og cheferne dør med hjælp fra en anden hitman, som dræber på fuldtid. Samtidig banker Anna Kendrick på som en slags autist-romance, imens J.K. Simmons’ agent i en anden parallel-historie jagter revisoren på vegne af myndighederne, der fra tid til anden afbrydes af flashbacks til fortiden, hvor evnerne forklares med en hård far, der nægtede at anerkende autisme-diagnosen, men i stedet underviste i nærkamp.

Det er naturligvis alt, alt for mange elementer, som instruktør Gavin O’Connor her smider ind i sit regnskab. Heldigvis har han Ben Afflecks revisor. Han holder orden i kaos. Han lykkes med uproblematisk at glide ind og ud af rollen som henholdsvis [i]Hitman[/i] og [i]Rain Man[/i]. Som ham, der kræver orden i en verden af gangstere og tvivlsomme årsopgørelser. Han kan ikke klare uretfærdighed eller en bundlinje, som ikke stemmer. Den autisme-parallel er autentisk sjov i en kaotisk film.