[b]Humaniora Hanks[/b]

[i]’… Men så skete der noget, som overraskede Robert Langdon.'[/i] Og mig. “Inferno” er nemlig en okay Dan Brown-filmatisering. Som den første. Hverken “Da Vinci mysteriet” eller “Engle & dæmoner” balancerede Dan Browns gryderet sammenkogt på [i]whodunit[/i]-krimi, kringlede kunstgåder og hurtig [i]suspense[/i]-action. Det gør “Inferno”.

For hvor læseren selv kan styre tempoet, når siderne vendes som konsekvens af Browns clickbaitede skrivestil, hvor svaret altid findes på næste side, så er det ikke en mulighed på film. Her styrer Ron Howard farten. Og den var for action-høj i de to første, hvilket kvalte krimi- og kunstgåderne, da Tom Hanks’ symbolforsker altid havde fundet svaret, før det var blevet spændende at finde det. Ikke desto mindre var skurken altid let at gætte, da selv Kriminalkommissær Barnaby ved, at man bare skal lede efter den mest kendte skuespiller i den mest overflødige rolle.

Sådan er det også i “Inferno”. Men Howard har til gengæld halveret sit action-høje tempo, så krimigåden får ro og dermed plads. Derfor er det spændende, hvordan det hele hænger sammen. Hvorfor Robert Langdon vågner med et skudsår i hovedet på et hospital i Firenze? Hvorfor politiet jagter ham? Og WHO – ja, dem med verdenssundheden, der her er en slags CIA-agenter. Alle vil de forhindre (eller måske sikre), at en virus skal udrydde halvdelen af klodens befolkning som et led i en god-ond plan fra en idealistisk skurk, der vil tynde markant ud i de alt for mange mennesker. For menneskehedens skyld, naturligvis.

Således jagter Langdon igen en fanatiker. Tidligere har det været de religiøse eller det modsatte, som symbolforskeren har holdt stand imod. Denne gang holder religionen en pause, imens det handler om befolkningstilvækst. Kan man slå mange ihjel for at redde resten? Det er den store filosofi – Kant vs. Bentham – Langdon vs. En galning, der vil slå ihjel på ryggen af Dante-gåder. Det er heldigt. For den slags kan den her moderne Indiana Jones nemlig løse. Langdon er ikke arkæolog, men kunsthistoriker. Måske er humaniora alligevel vigtigt?

Det er det i “Inferno”. For her bliver Dantes definition af Helvedet den gådefulde vej fra Firenze over Venedig til Istanbul i jagten på mysteriets skurk. Det er James Bond for læseheste, hvor viden om renæssancen betyder mere end håndteringen af en Walther PPK. Men med flotte locations fanget i helikopterskud af den slags, der giver mig lyst til at besøge netop Firenze, Venedig og Istanbul. Og så giver det overblik i en hektisk handling, der nægter at give overblik med sin mystiske in medias res-begyndelse, hvor vi ved lige så lidt, som Robert Langdon gør med sin desorienterede hovedpine.