[b]Hvor kommer babyer fra?[/b]

Det er storken, der kommer med babyer. Sådan har sexforskrækkede fædre ofte løjet for sønnike, men nu er det også præmissen for en animationsfilm. Sammenligner man med Pixar, der gav følelseslivet en hel indre verden at boltre sig i med “Inderst inde” og opbyggede et parallelunivers kun dedikeret til uhyrerne under sengen i “Monsters Inc.”, så virker babyleveringen i “Storkene” lige så overbevisende som fædrenes hvide løgn.

I “Storkene” har storke leveret babyer op gennem hele menneskets historie. I Hieroglyffer og hulemalerier hyldes de af taknemmelige forældre, men babylevering er hårdt og krævende, så da, de fik chancen, skiftede fuglene branche, og i dag bringer de pakker ud for internetfirmaet cornerstore.com. Ideen om en hær af fugle, der kollektivt sørger for, at menneskeheden får deres Apple-produkter til tiden, er i sig selv sjov og meget sigende for størstedelen af humoren i “Storkene”.

Det er i skellet mellem, hvad man forventer af storke, og hvordan de rent faktisk opfører sig, at morskaben findes. På den måde er det sjovt, når hovedpersonen Junior, der ellers har styr på det hele, kommer op til sin onde chef Hector, stemmespillet af [i]real life[/i] ond chef Peter Aalbæk Jensen, og prompte kvajer sig. Ikke desto mindre bliver Junior lokket med chef-job, hvis han altså bare fyrer firmaets fejl, Tulle forældreløs.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre, end at Junior og Tulle ved et uheld får produceret en baby i den henlagte babymaskine, så nu bliver de nødt til at aflevere den. Hele præmissen med storke, der aflevere babyer bruges ikke til mere end et setup til at sende to fjollede karakterer ud på en skør rejse, hvor der sker mærkelige ting. Det er plottet til næsten alle animationsfilm nogensinde, og hvis man byttet baby ud med en julegave, ville det være en udfordring at se forskel på “Storkene” og “Arthurs store julegaveræs”.

Nu er det som bekendt ikke hvad, men hvordan. Hvor en animations-fætter som “Det regner med frikadeller” kigger på, hvordan et lille øsamfund ville reagere, hvis regn pludselig en dag var byttet ud med vaniljeis, så rejser “Storkene” bare rundt i en mere fjollet version af vores egen verden. Ideen om at kvinder slet ikke behøves at føde berøres ikk, I stedet får vi en ulveflok, der kan lave sig om til en U-båd. Det er da også meget morsomt, men hvad har det egentligt med noget at gøre?