[b]Dem, der først var One Direction[/b]

Det er ganske passende, at “Eight Days a Week” slutter med den fulde stadionkoncert live fra Shea Stadium tilbage i 1965. For den her film handler om The Beatles som fanfænomen. Den stopper, da boyband-gruppen over alle stopper som koncertband i 1966. De fortsætter med musikken, men stopper med at optræde for fans. Og da det her handler om fans og virakken – og sekundært musikken – så stopper den halvvejs.

Det fravalg kan jeg egentlig godt lide. Hele rejsen – opturen til toppen og turen ned igen til det endelig brud – er alligevel så forudsigeligt og set så mange gange før. Sådan var “Amy”. Ja, sådan er de fleste bandfilm. Men de fleste ved jo godt, at Paul McCartney var den flittige, og John Lennon var den geniale. Og at “Lucy in the Sky with Diamonds” handlede om LSD. “Eight Days a Week” handler kun om perioden med hysteri. Ikke de unge år, eller da der går avantgarde og “Sgt. Pepper’s” i den. Her er det kun [i]She loves you, yeah, yeah, yeah…[/i]

Teksterne er i den periode simple. Det er de meget ærlige om i interviews fra dengang. Noget med, hun elsker dig og la-la-la. Det handlede om at få pigerne gjort vilde. Og det gjorde de med blandt andet “Love Me Do”, “I Want to Hold Your Hand” og “Can’t Buy Me Love”. Det var [i]catchy[/i] omkvæd, der egentlig kun handlede om at få teenagerne til at skrige. Og det gjorde de så. For “Eight Days a Week” viser udmærket, hvilke skuldre andre hysteri-band fra “Take That” til “One Direction” har stået på. Den slags begyndte med John, Paul, George og Ringo fra Liverpool.

Ron Howards hygge-nostalgiske fanfilm har ingen fjender. Eller modstand. Men fokus på fan og band. Når Paul udfører sin Beatles-signatur på scenen, så klippes der præcist til respons hos en skrigende teen-pige. Paul ryster energisk på hovedet i slutningen af et omkvæd, hvilket nærmest kropsligt overføres til de tilhørende fans – de ryster, nærmest som et sted imellem et nys og en orgasme, og slutter med et skrig. Drengene, der er lidt forskellige, men alligevel ret ens, giver pigerne det, de vil have.

Det bliver aldrig rigtig dybt. På et tidspunkt insisterer de på, at publikum i Martin Luther Kings USA ikke må være opdelt efter race under koncerterne. Det får de skrevet ind i kontrakten. Sådan bliver det, imens Whoopi Goldberg(!?) i et ledsagende interview fortæller, at bandet betød meget for hende. Og hun er jo sort. Og kendt. Og videre. Til sangen “Help!”, som John Lennon skrev, fordi han var lidt presset over det store hysteri. Derfor mistede de vist lysten til sidst, men igen bliver det aldrig dybere – måske som en Beatles-sang?