[b]Det dødssyge liv[/b]

Michel Francos “Chronic” er en [i]slow burner[/i]. Insisterende på den langsommelige og tyste scene med en historie, der siver som fra en lækket gashane og kun venter på den sidste gnist for at gå i brand. En rigtig festival-darling, fortjent præmieret for sit manuskript og osende af kvalitet i alle geledder. Tim Roth spiller en sygeplejer, hvis arbejde med terminale patienter er blevet hans egen livline i en trist tilværelse. Det lyder og er deprimerende, men også vedkommende som et slags dramatiseret indlæg i debatten om aktiv dødshjælp.

Den er nærmest delt i tre, hvor hver del spejler de andre i variationer over, hvordan døden gradvist sniger sig ind hos en patient. Det er ikke [i]feel good[/i], hvor den unge plejer finder glæden bag en døende rigmands lakoniske panser. I stedet er det en metodisk gentagelse af afvaskninger, strækøvelser, og hvad der nu skal til for at hjælpe en uhjælpeligt syg krop. De blåtonede billeder og den larmende stilhed ville kamme over i alt for følsomt teater, hvis ikke Tim Roth var så god til at finde den blanding af faglig distance og empati, der kendetegner de fleste sygeplejere.

Problemet er, at David, som hans karakter hedder, er en smule mistænkelig. Igennem hele “Chronic” fornemmer man et misforhold mellem patient, plejer og familie. Den syge opbygger en altoverskyggende tillid til ham, mens sønner, døtre og andre pårørende sender bekymrede og misundelige blikke. Hvilket er forståeligt. For David er for meget. Og har et anstrengt forhold til sandheden. Især hos den anden patient, den lammede arkitekt John, opfører han sig på en måde, så familien har let ved at opfatte ham som en indladende manipulator.

For publikum er det ikke til at se, om han bare bekymrer sig, måske lidt for meget, om sit arbejde, eller om han har opbygget en sygelig trang til at være livsnødvendig for et andet menneske. Tim Roths ansigt viser ikke det store, og de få samtaler, han har med de raske eller sine kolleger, er akavede og kortfattede. Det er lidt overtydelig puslespilslægning, når Franco lader David Facebook-stalke en ung pige og kigge smertefuldt i skærmen. Men da datteren først er tilbage i historien, indser man, hun ikke er slutpunktet, og at deres fælles fortid rækker mere smertefuldt end forventet ind i nuet.

Helt op til den kræftramte Martha, der bare gerne vil dø. Med den stoiske og professionelle David til at holde i hånden og til at føre morfinsprøjterne. Det er en ret elegant sammenfletning af karakterernes baggrunde og bevæggrunde, der sandsynligvis har givet Franco prisen for bedste manuskript på Cannes i 2015. De lange, stillestående indstillinger giver rum til, at skuespillerne kan boltre sig, men altid i historiens tjeneste og ikke som den opmærksomhedskrævende fremvisning af dramatalent, spillere i tragiske sygdomsfilm nogle gange forfalder til.