[b]Vegas-Bagdad: Tur/retur[/b]

[i]What happens in Bagdad stays in Bagdad.[/i] Sådan må det nødvendigvis være, når “Tømmermænds”-mesteren Todd Phillips tager skridtet fra skør polterabend til skør krig. Han elsker at sende sine drenge på røvtur rundt i verden på umulig mission. For sjov. Men denne gang også lidt for alvor, hvor Jonah Hill og Miles Teller skal tjene lidt for fedt på våbensalg under den seneste Irak-krig. Det er Michael Moore møder “The Hangover”. Måske er der for langt til Bagdad?

For Phillips vil det meste med sine [i]War Dogs[/i]. De er moderne gullaschbaroner, der dog ikke tjener penge på at sælge tvivlsom konserves ved fronten, men derimod våben. Princippet er det samme. Krig er først og fremmest penge. Det fortæller Miles Tellers fortæller-stemme som en anden Michael Moore. Invasionen af Irak handlede om penge. Til Bush, Cheney og de øvrige [i]key account managers[/i] specialiseret i krig. Den kække [i]voice over[/i] ledsages af kække prislapper; 17.500 dollars pr. soldat. Dem vil de to krigshunde have del i. Nemme penge. Som i gangsterfilm.

Sådan en er “War Dogs” nemlig også. Hvis du skulle være i tvivl om det, så har Jonah Hills slags for-sjov-gangster et billede af Tony ‘Scarface’ Montana hængende på kontorvæggen. Med en stor [i]gun[/i], naturligvis. Hill spiller den etablerede, der tjener stort på at smugle krudt og kugler til krigen i Irak. Det er ham, som er det bedste ved “War Dogs”. Zach Galifianakis’ grænseløse “Tømmermænds”-tumpe og Al Pacinos “Scarface”-psykopat på samme tid. Det er svært at rumme.

Det er også svært at rumme, at Miles Teller skal være en slags “Goodfellas”-gangster a la Ray Liotta. Ham, der bliver forblændet af den hurtige vej til penge og toppen, men som forudsigeligt må indse, at penge ikke er alt. Og at der jo som bekendt er pissekoldt på toppen. Og varmt på bunden, når FBI henter dig. Det gør de altid i den her slags film. Lige som der altid er en stakkels, smuk kone, der skal lyves for. Det splitter “War Dogs”. For hvor det er ret sjovt, når de to flygter igennem Fallujah på vej til Bagdad med bagagerummet fuld af pistoler på en tom tank, imens smugleren ‘Marlboro’ hælder benzin på i farten, så er det mindre sjovt, når den alvorlige kone skrider hjem til mor med ungen.

Det er tonen, den er galt med. Miles Teller er med i en alvorlig moralefilm, imens Jonah Hill lige så godt kunne flygte fra Mike Tyson og en tiger i Vegas som en oprørshær i udkanten af Bagdad. Og selv om Hill spiller den mindst begavede, så bliver hans absurde guldgraver-smugler den mest begavede kommentar på emnet. For der er ingen moral, når USA går i krig. Det passer perfekt med drengenes firmanavn; AEY. Det står ikke for noget. Bogstaveligt talt. Det lyder bare smart. Men de står heller ikke for noget – de vil bare tjene penge. Præcis som krigsmaskinen.