[b]The Real Housewives of Regency England[/b]

De fleste forbinder nok Jane Austen med romantiske forviklinger i den engelske overklasse og masser af høflig, men kedelig samtale. Det er en misforståelse. Hun er nemlig til forskel fra Brontë-søstrenes mere konventionelle romantik en gudsbenådet satiriker. Det bedste ved hendes historier er, når hun spidder det engelske samfund med al den retfærdige harme, som kun en person, der selv har måttet lide under dets konventioner, kan mønstre. Det er “Love & Friendship” et glimrende eksempel på.

Når det er sagt, så bør jeg påpege, at den faktisk adskiller sig centralt fra hendes øvrige værk ved at lempe på hendes ellers ufejlbarlige moralske system, hvor de onde altid må betale for deres synder. I størstedelen af “Love & Friendship” lykkes det hovedpersonen, den charmerende og manipulerende Lady Susan, at snøre alle omkring sig. Hendes mand lige død, og hun leder nu desperat efter en ny ægtemand til hende selv eller til datteren Frederica: én der helst ikke er alt for skarp og kan betale regningerne, mens Lady Susan hygger sig med sin elsker. Vi er allerede langt fra de flestes fordomme om engelske kostumedramaer.

“Love & Friendship” er løst baseret på en af Austens romaner, der først blev udgivet længe efter hendes død, imens titlen er lånt fra en anden. Disse brevromaner er blandt Austens tidligste og mindst anerkendte værker, hvilket betyder, at “Love & Friendship” ikke skylder noget til tidligere filmatiseringer eller BBC-miniserier. Der er plads til at lege med historien og gøre den mere moderne. Sådan en manøvre ender ofte galt, men her er det lykkedes.

Nogle vil måske undre sig over at se Kate Beckinsale, men det er værd at bemærke, at hun faktisk begyndte med historiske film, før hun tilsyneladende viede sin karriere til skuffende actionbrag og dumme komedier. Her er hun så intrigant og selvsikker, at det er lige før, jeg selv faldt for hende, men så alligevel så skånselsløs og egoistisk, at jeg trods alt kunne hade hende af et ondt hjerte. Der er mange formidable britiske skuespillere på rollelisten, men desværre er det ikke mange af dem, der får lov til at være på skærmen særligt længe. Det betyder til gengæld også, at “Love & Friendship” holder sig lige omkring halvanden times spilletid. Jeg tvivler på, at hverken historien eller karaktererne kunne have holdt min interesse længere, men her passer det perfekt.

Jeg må dog fremhæve Tom Bennett som den mand, Lady Susan har opstøvet til sin datter. Jeg tror ikke, jeg har set en sjovere karrikatur på den engelske overklasse siden “Monty Python”. Lady Susan pointerer over for datteren, at hun bør tænke på alle de kvaliteter, han kan tilføre et ægteskab: nemlig hans indtægt. Han er så sublimt stupid og akavet, at han stjæler hver eneste scene, han er med i. Hans rolle er voldsomt forstørret fra forlægget, og hans komik er klassisk, moderne situationskomedie, men jeg er overbevist om, at Austen selv ville have haft svært ved at undertrykke en fnisen.