[b]Ingen kender fremtiden[/b]

Historien gentager sig selv. Det ved X-Men om nogen. 60’erne, 70’erne og nu 1980’erne. Atomoprustning under Reagan og Thatcher og nyt had imod dem, der er anderledes. Dem med X. Men måske er den også ved at gentage sig selv lidt for meget. Magneto bliver voldeligt vred, og verden skal reddes igen-igen. Alligevel viser “Apocalypse” med denne tredje omgang prequel, at det stadig er bedst og sjovest at være superhelt hos “X-Men”.

For her er skurken aldrig ond bare fordi. Det onde betyder noget mere. Og selv om den næsten altid dygtige Oscar Isaac må være årets grimmeste superskurk forklædt i blåt Ra-kostume som en mutant-gud fra gamle tider, så giver hans Ra’s al Ghul-mission begavet mening. Han er vågnet op til USA imod USSR. Bomber og frygt. Menneskeheden har fejlet – nu må der begyndes forfra med de mutanter, der vil være med. Og det vil Michael Fassbenders Magneto naturligvis. Han lærer aldrig af historien, men vil som i “First Class” og “Days of Future Past” straffe menneskene for deres fejl.

Fassbender er endnu mere fremragende og frygtindgydende end Ian McKellens udgave fra den første trilogi. Han har lagt et sårbart lag til mutanten, der kan mestre metal. I de dybe øjne gemmer der sig smerte og vrede fra Auschwitz og nu med nye tab her i “Apocalypse”. Det er den smerte og vrede, som den religiøse terror-gud nu udnytter, hvilket er endnu et særegent træk ved “X-Men”-serien. Den har altid blik for sin samtid. For lige som en IS-kriger så er Magneto ikke særlig religiøs. Men når man har tabt alt, og vreden er stor, så er det let at hade hele verden. Det er flot flettet ind af Bryan Singer & Co.

Det er dog ikke det sædvanlige todimensionelle setup denne gang hos “X-Men”. Normalt er det den metalhårdtslående realist, Magneto, imod den samtaleglade idealist, Professor X. For som vi så antræk til det i “Days of Future Past”, så bliver Jennifer Lawrences Mystique kilet ned imellem de to værdiuenige mænd. Hun vil den verden, der er, præcis som Xavier, men hun afviser ikke et kampfly og en militant uniform for at redde den. Det er det nye blandt de mange gentagelser.

For selv om der er mange friske ansigter med, så er de alligevel gammelkendte. Jean Grey, Scott, Nightcrawler, Storm og så videre. Nu bare i de unge år. Dem, vi fulgte som voksne i “X-Men” og “X2”. Klogeligt sikrede Singer sig imod flere gentagelser på den front, da han nulstillede X-universet i den seneste film, da Wolverine rejste tilbage i tiden og ændrede den kendte fremtid. Nu kan alt ske. I teorien. For selv om ingen nu kender fremtiden mere, så virker det alligevel til, at historien og “X-Men” gentager sig selv.