[b]Så lurer der et øje i det høje[/b]

“Eye in the Sky” er en højaktuel krigsfilm, der genopfinder genren og bringer den ind i nutiden. I takt med at soldatens arbejde ændrer sig, er filmen nødt til at følge med. Væk er fortællingen om manden, der drager af sted fra kvinde og barn. Nu forsvarer han sit lands interesser fra en radarbelæsset bunker i ørkenen og kan nå hjem inden spisetid. Væk er våbnene og dødsangsten og med det også spændingen, skulle man tro. “Eye In the Sky” bytter bare med noget bedre: Det konstante spil om etik og moral, der opstår, når dronerne sendes i luften, og du kan dræbe hundreder med et tryk på en knap.

Der er ingen træningsøvelser med råbende sergenter, intet kammeratskab, ingen wingmen og ingen liderlige kvinder, der spejler sig i solbrilleglasset. Bare blege og trætte mænd og kvinder, der professionelt parerer ordrer foran en skærm. Helen Mirren er det første kendte ansigt. Hun vågner lang tid før fanden og sin snorkende mand og tager på arbejde. Det er tydeligt, at Gavin Hood vil vise kampen imod terror som ethvert andet kontorjob. Man tager på arbejde, slår måske lidt ihjel og tager hjem igen til regnvejr og hundeluftning.

“Eye in the Sky” sætter sin problematik helt på spidsen. Men dramaet føles ikke overgjort. Historien holdes enkel. Briter og amerikanere samarbejder om at anholde nogle topterrorister i et hus i Kenya. Det er [i]high tech[/i]-krigsførelse med dronefly og satellitter, og det er kun de lokale kenyanske militærfolk, der risikerer at blive skudt. Alt går efter planen, indtil de slemme mænd og en slem kvinde kører ind i en Al Shabaab-kontrolleret bydel og begynder at rode med bombeveste. Og pludselig sætter en lille pige sin bagerbod op lige i sigtekornet.

Her bider dramaet sig fast og begynder at gøre ondt. En kontrolleret bombning fra ‘de gode’ eller en potentiel, ukontrolleret en fra ‘de onde’? Dilemmaet kastes rundt fra Mirren til Aaron Pauls dronepilot til Alan Rickman i sin sidste rolle som presset general, der taler for døve øren, når politikerne tænker PR og mandat. Det er slet ikke uden humor at se frygten brede sig jo længere i systemet, man kommer op, indtil den amerikanske udenrigsminister bjæffer træt, at de sgu da bare skal komme i gang og bombe lortet! Værsgo, England og USAs samarbejde demonstreret for åben skærm.

Det burde være superkedeligt at se mænd lege med joysticks på en lille skærm og andre mænd diskutere, om legen nu er god i lidt frem-og-tilbage-snak mellem Washington og London. Men “Eye in the Sky” udnytter fornemt sine mange locations og krydsklipper mellem dronebunkeren, Helen Mirrens kommandocentral og Nairobis gader, så spændingen bliver kørt ud til det næsten ulidelige. Formen åbner samtidig op for en helt grundlæggende pointe: Mens ministre og generaler skubber spørgsmålet foran sig over kaffe og vælgermålinger, ender lorten hos den menige soldat, der skal levere død og ødelæggelse uden at ryste på hånden.