[b]Elementært[/b]

Det er helt enkelt. Ja, nærmest elementært, min kære læser. Mesterdetektiven med jagthatten på hovedet og en rygende pibe i munden mangler at opklare én sidste sag, inden han endeligt kan sige stop. Problemet for Sherlock er blot, at han ikke kan huske en skid. Han er blevet 93 år gammel og næsten senil. Og så går han i øvrigt hverken med hat eller ryger på pibe i denne pensionist-sidste sag for Mr. Holmes.

“Mr. Holmes” er en intelligent meta-fiktion. For det diskuteres stadig den dag i dag om den britiske detektiv med storhedstid i 1800-tallet og adresse på 221B Baker Street måske havde afsæt i virkeligheden. Kendte Sir Arthur Conan Doyle en Dr. Watson, der tilsatte ægte kulør til Doyles krimier? Den tvivl leger “Mr Holmes” med. Her er Ian McKellen ‘virkelighedens’ Sherlock, der afslører, at han slet ikke går med hat eller ryger pibe. Det var bare noget, Watson fandt på til bøgerne. I stedet nyder han en god cigar og hverdagen på sit lille landsted, hvor freden kun forstyrres af husholderskens søn, de summende bier og de forræderiske hvepse.

McKellen er godmodigt Gandalf-gammel i rollen. Han taler som verdens mest lune og drilske morfar. Det er 35 år siden, at den her Sherlock gik på pension. Han er langt fra så kæk som Benedict Cumberbatchs udgave eller så action-vild som Robert Downeys. For det er svært at opretholde sit image som verdens bedste detektiv, når de små grå senilt er begyndt at smuldre. Alligevel kan han ikke få fred, før en sidste sag er opklaret.

Faktisk er det hele tre sager i én film. Det går. Næsten. For her i tiden efter 2. verdenskrig slås Sherlock både med det nære, det globale og fortiden. Bierne dør en mystisk død. Hvordan? Og hvad vil den mystiske Mr. Umezaki ham i et atombombet Hiroshima? Og så er der også lige fortiden. Sagen om Mr. og Mrs. Kelmot. Hvad skete der dengang? Løste Holmes gåden i sin sidste officielle sag? Eller var det kun i bøgerne, at det gik godt? Det hele væves uløseligt sammen.

Men det er ikke et smart “Memento”-plot med afsluttende [i]what the fuck[/i], som Holmes her forsøger at huske. Det er mere modent. Ordentligt. Og pænt. Det handler mere om at glemme end om at huske. Om at selv den største mesterdetektiv ender som en senil gamling, når de sidste timer nærmer sig. Som Ghita Nørby i efterårets “Nøgle hus spejl”. Hun kunne heller ikke huske en skid til sidst. Men det handler ikke kun om at forsøge at huske det glemte. Men også at blive husket. Man kan blive husket som en fiktionshelt fra bøgerne eller som en mand, der gjorde en god gerning for sin fattige husholderske og hendes søn.