[b]De blå og de brune øjne[/b]

I 1962 blev Peter O’Tooles blå, blå øjne holdt fanget i den arabiske del af Første verdenskrig. Det foregik i David Leans bedste film, “Lawrence of Arabia”. Periodeparallelt med Lawrence blev Julie Christies lige så blå øjne holdt fanget i “Doktor Zivago” i 1965 i selskab med Omar Sharifs brune øjne under Den russiske revolution. Den er ikke Leans bedste film, men det er hans største.

Og den føltes større end nogensinde i den 4K-version, jeg fik præsenteret i Imperial. Fra Lawrences evige ørken til Zhivagos uendelige tundra. Det revolutions-russiske vinterlandskab opleves enormt. Det gør det enorme vanvid også, da autoritær zar skiftes ud med mindst lige så autoritær Lenin. Endnu én, der vil bestemme over de mange. Det er den store historie, som Lean her viser, men fanget i den er det intime og private. Kærligheden imellem Zhivago og Lara, der splittes af krigen.

“Doktor Zivago” er så stor en film, at det faktisk mere er en slags opera. På film. Som en af dem af Wagner. Det vidner musikken om, der begynder før filmen. Maurice Jarres overture åbner bombastisk, og Jarres musik fortsætter med at lede historien, som Lean fortæller lige så storladent. For dengang var der ikke en CGI-kopimaskine, der lige kunne trylle flere statister frem, når der var billigt brug for det. Nej, når tusinder af bolsjevikker demonstrerer i Moskvas gader i “Doktor Zivago” og synger Internationale, så er det tusinder af ægte mennesker, som går i scenen. Det er den storhed, der gør hele David Leans imperie-trilogi til et stykke filmhistorie, som vi aldrig får at se mage til igen. Begyndende med Anden verdenskrigs-galskaben i “Broen over floden Kwai”, toppende med “Lawrence of Arabia” og altså her slutte med “Doktor Zivago”.

Netop fordi David Lean er dejligt interesseret i det store billede, så stemmer alle ligegyldige detaljer ikke altid. Alec Guinness er eksempelvis sovjetisk systemmand og bror til Zhivago, imens han var stiv brite i “Broen over floden Kwai” og brunsminket Prins Feisal i “Lawrence of Arabia”. På samme måde er egyptiske Omar Sharif vekslet om fra Arabiens Sherif Ali til læge-poeten Zhivago. Så selv om Sharif ikke ligner en russer og taler højbritisk som resten af castet, så ér han Zhivago. Det er den store, universelle historie, det handler om. Ikke de perfide historiske detaljer.

For som i en klassisk opera så handler det om de store træk og temaer. Krig og kærlighed. Pligten kontra det private. Det praktiske eller poesien. Baggrunden for Den russiske revolution, men også Zhivagos private splittelse imellem familie-pligten til hengivne Tonya og den varme kærlighed til Julie Christies vampede 60’er-blondine. Laras blå øjne. Og så om retten til at dyrke kunst og skrive indadvendt poesi i et kommunistisk system, hvor det private er fjenden. Ligefrem unyttigt.