[b]Blind tro på en bedre verden[/b]

Hvis man nogensinde sidder med en fornemmelse af, at Europa er ikke er, hvad det har været, så er der altid et sted, man kan søge trøst og bekræftelse: Hos den venstreorienterede amerikaner. Hold da op, hvor de elsker os. Lige fra præsidentkandidaten Bernie Sanders til den evigt provokerende Michael Moore, som i “Where to Invade Next” går på rov i de europæiske samfund for at stjæle vores bedste idéer med tilbage til Staterne. Det er polemisk, problematisk selektivt – og pissehamrende sjovt!

Det er en udslidt kliché, at kærlighed gør blind. Udslidt, fordi den er sand. Også i forhold til Michael Moores europæiske forelskelse. I hvert fald er det med skyklapperne fast monteret, at han kaster sig over ferieforholdene for italienske arbejdere, det finske skolesystem, den portugisiske narkolovgivning og meget mere. Han ved dog udmærket, hvad han gør. Han plukker blomsterne og lader ukrudtet stå, som han siger. Derfor bliver hans forslag til reformer af det amerikanske samfund ofte letkøbt populisme – hvem vil ikke gerne have længere betalt ferie [i]og[/i] en ekstra månedsløn hvert år? Sagen er bare den, at ingenting er gratis, pengene skal hentes et eller andet sted. Når man skruer på én knap i den store samfundsmaskine, sætter det hundredvis af andre knapper i bevægelse. Tingene hænger sammen. Derfor er det af og til lidt for let, når Moore hiver en europæisk idé ud af sin sammenhæng og hylder den uden forbehold.

Men på den anden side: “Where to Invade Next” er ikke et politisk partiprogram. Det er en provokation. Michael Moores rundtur i Europa er nok rosenrød, men den viser i hvert fald, at mange af de ting, som amerikanerne har accepteret som selvfølgelige, kan gøres anderledes. [i]The American Way[/i] er ikke en naturlov. Det er ikke tilfældigt, at stadig flere amerikanere bliver fede. Den madkultur, de amerikanske børn præsenteres for i skolen, gør i hvert fald intet for at afhjælpe problemet.

Måske er den franske model, hvor det daglige måltid er en del af elevernes dannelse, ikke den mirakelkur, som Moore påstår – men den burde under alle omstændigheder få amerikanerne til at indse, at deres egen model ikke er den eneste mulige. Det samme kan siges om det norske fængselssystem, som er et af verdens mest effektive, når det kommer til at forhindre, at indsatte bliver vaneforbrydere. Som et par portugisiske betjente fortæller, så grunder effektiv kriminalitetsbekæmpelse i respekt for menneskets værdighed – noget, der er uforenligt med et retssystem som det amerikanske, der stadig benytter sig af dødsstraf.

“Where to Invade Next” er Moores letteste, mindst indignerede film. Tonen er for det meste lys og optimistisk. Den er ikke vred og konfronterende, som eksempelvis “Fahrenheit 9/11” var det. Det er let og fjollet, når Moore forsøger at lokke de franske børn i fordærv med sin medbragte Coca-Cola, og det er skægt, når han praktisk efterprøver den portugisiske narkolovs eftergivenhed. Nøglescenen er ved resterne af Berlinmuren, hvor Moore mindes Murens fald med en gammel ven. Dengang ændrede verden sig markant. Det kan ske igen. Det må vi ikke glemme. Moore er måske naiv, men jeg nød at tage del i hans muntre optimisme.