[b]Rigtige venner er ej noget, man køber… billet til[/b]

Der er mange ingredienser, der skal til, før du som en moderne kvinde kan få det perfekte liv: en machomand, der kan tage sig af dig, børn, der kan cementere din rolle i samfundet som modergudinde, et perfekt indrettet hjem, der dog rummer et spøjst, personligt udtryk, og en karriere, der beviser, at du alligevel ikke hænger fast i forældede kønsmønstre. Uden disse elementer er du simpelthen en fiasko som kvinde, synes “Savner dig allerede” at påstå, men vigtigst af alt og til enhver tid prioriteret over de foregående ting så skal du have dig en bedste veninde.

Sådan en rigtig hjerteveninde, som du kan dele alt i sit liv med, selv om I i grunden ikke har synderligt meget tilfælles, og som altid kan overtale dig til vanvittige påfund, selv om de måske bryder loven eller enhver sund fornuft. Eller helst begge dele. Sådan en rigtig sjælefrænde, som forventer, at du altid står til rådighed til at samle stykkerne op fra det kaos, som hendes evindeligt fascinerende liv består af. Og som aldrig stopper et sekund for at tage dig og dine egne bekymringer i betragtning. Og som mest af alt virker som en narcissistisk, manio-depressiv, manipulerende og til tider decideret ondskabsfuld kælling. Sådan en veninde har Jess, og derfor kan hun i sandhed siges at være et lykkeligt menneske;… Er budskabet.

Denne veninde hedder Milly, og de to hovedpersoner har været uadskillelige, siden de mødte hinanden første gang i skolen, hvilket demonstreres i en alt for lang og omstændelig introduktion med en søvndyssende voice-over, der insisterer på at fortælle alt det, vi sådan set udmærket kan se selv. Hvis formålet er at vise, hvor tæt og dybt deres venskab er, så fejler introen. Det står derimod klart, hvor énsidigt og giftigt deres forhold er. Efter en imponerende vild ungdom slår Milly sig til ro med den tidligere roadie Kit i en yndig lille taglejlighed, hvor der selvfølgelig snart høres lyden af små fødder. Alt er idyl mellem vennerne (selv om det selvfølgelig primært handler om Milly).

Men forventeligt ramler det hele sammen, da Milly diagnosticeres med fremskreden brystkræft. Hvor en mere seværdig film måske ville have benyttet chancen til at gøre en karakter mere menneskelig af sådant et sygdomsforløb, så er det, som om Milly kun bliver mere uudholdelig. Det skal siges, at det på ingen måde er Toni Collettes skyld, at figuren er så usympatisk. Hun arbejder hårdt med det manuskript, hun er blevet givet, men der er kun så meget en skuespiller kan gøre. Drew Barrymore er til gengæld næsten apatisk som Jess. Her har jeg dog sværere ved at afgøre, om det er skuespilleren eller manuskriptet, der er usympatisk.

Dialogen skyder derimod op som et positivt fyrværkeri frem og tilbage mellem figurerne. Forfatter Morwenna Banks er endnu en britisk komiker med rødder i Cambridge Footlights, og den komiske stamtavle fornægter sig ikke. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke, at karakterer, der måske havde været sjove i en komedieserie, uundgåeligt må blive utiltalende i et dybfølt drama. Et af de få lyspunkter er en lille scene, hvor Milly skal vælge en paryk og får hjælp af en gammel makeup- og hårartist spillet af Frances de la Tour, en veninde af Millys mor (den guddommelige Jacqueline Bisset). Her er der noget hjerte og charme, og man aner skitserne til en troværdig psykologisk relation mellem de to veninder.