Den her film er nok næsten den mest almindelige, jeg har set. Den handler om Villads, der bor i Valby. Med sin mor, far og lillesøster. Han ønsker sig en trampolin. Og så synes han, at det er svært at sidde stille i den skole, som han lige er begyndt på. Der er ingen skurke, ingen helte. Bare Villads, der nogle gange laver små, almindelige ulykker, som han forklarer med et [i]”Det er bare fordi…”[/i].
[image=89323]
Det vil jeg gerne kreditere debutant-instruktør Frederik Meldal Nørgaard for. For det dufter sgu ikke af producent Regner Grasten, der står bag skabelon-succeser som “Hvidstengruppen” og “Krummerne”. Nørgaard bryder skabelonen med et nærværende håndholdt, kompetente forældre og problemer, der altid kan grines væk, selv om mor er træt efter arbejde. For det er da bare så irriterende, at Villads har spredt lillesøsters lort på gulvet og i panden, men det var jo ikke med vilje. Det var bare, fordi han ville hjælpe med at skifte hende. Ingen skideballe, men heller ingen kunstige grin. Bare almindeligt overskud fra det, der opleves som et ægte, almindeligt sted derude i familien-DK.
[image=89322]
Det er dog også et Valby, hvor ingen taler, som de gør i Valby. Slet ikke instruktør Nørgaard selv, der spiller den dejlige farmand med den tykkeste Åååårhus-dialekt. Så det er vist kun, fordi der skal deles titel med bøgerne, at Villads kommer fra Valby. Eller måske bare fordi? Det glemmer jeg hurtigt, når Frederik Konradsens hyggelige guitarfyr med bonghår og band bryder den fjerde væg ved at kigge direkte ud på mig, imens han binder de små episoder sammen ved at synge sin sang om Villads.
[image=89320]