[b]Spil den – igen og igen og igen[/b]

Nu spiller den igen. “Casablanca”. Verdens bedste krigspropagandafilm forklædt som romantisk trekantsdrama. Det er også verdens mest skamløse film, der kan slippe af sted med et rekordhøjt antal [i]one-liners[/i] i stil med: [i]”Var det kanonild, eller er det mit hjerte, der banker?[/i] Det er Bogart og Bergman, og det er et af de mest slidstærke filmvenskaber, jeg har haft, der nu er restaureret på ny.

Med sin premiere i 1942 var det dengang bestemt ikke givet, at nazisterne ville tabe 2. verdenskrig. USA var gået ind i krigen et år tidligere efter Japans bomber ved Pearl Harbor. Handlingen i “Casablanca” begynder lige inden. Her sover Amerika stadigvæk, som Bogarts Rick så symbolsk siger det. Og det er netop i symbolikken, at Michael Curtiz’ Oscar-vinder er den største fornøjelse. Der, hvor Rick ikke bare er en egoistisk barejer i Fransk Marokko, men derimod selve USA. Der krigstræt sidder i sit Hvide Hus (= Casa Blanca) og nægter at tage aktiv stilling imellem nazisterne og modstandskampen.

I stedet vender folkene på Rick’s Cafe Americain virkeligheden i ryggen. Her er der eskapistisk liv og de gladeste dage, hvor der drikkes tæt og spilles ulovligt på roulette, imens (Uncle) Sam spiller fredeligt og livligt på sit piano. Men i symbolikkens verden så varer freden ikke ved. Sam spiller snart sin krigsmelodi igen. Spil den, spil “As Time Goes By”, beordrer Ingrid Bergmans Hollywood-skønne Ilsa. Hun er mere end bare mindet om Ricks knuste hjerte. Hun er selve det amerikanske krigstraume, der skal bearbejdes, så Rick kan hjælpe dramaets tredje kant, modstandsmanden Victor(y) Laszlo, sikkert over Atlanten til USA. Amerika skal sikre sejren.

Det er sådan, jeg filmoplever “Casablanca”. Som tonstydelig krigsallegori. Men også som et vidnesbyrd om Hollywoods guldalder, hvor næsten-kvadratiske 4:3-billeder rammede en mandet mand ind fra billedets øverste venstre hjørne, imens han kysser den beundrende kvinde, der danner en skrålinjet vinkel ned igennem billedet fra sit udgangspunkt i nærbilledets nedre højre hjørne. Det kunne de dengang. Bogart var manden, Bergman var kvinden. Sort og hvidt lige som “Casablanca”.

Det er dog ikke kun krig og kærlighed. Den franske marionet for tyskerne, Captain Renault, er den spydigste sarkasme. Han siger selv, at han går den vej, som vinden blæser, hvilket i 1942 var en klam klud i ansigtet på den franske samarbejdspolitik. Og så leverer han det største grin, da han lukker Rick’s med henvisning til, at han er chokeret over, der finder hasardspil sted, til trods for han selv spiller flittigt på rød og sort i baglokalerne. Men når tyskerne siger, at der skal lukkes, så retter Renault ind, indtil andet er mere favorabelt. Opportunisme kaldes den slags vist.