[b]Fattigrøvens “Wall Street”[/b]

Titlen refererer ikke til alle hjem. I “99 Homes” er lejeboliger ikke et hjem, men en tragedie. Dér, hvor taberne bor. Et amerikansk drømmehjem er derimod et parcelhus, du selv ejer. Med en græsplæne, garage og et haglgevær til at forsvare det med. Det er dén amerikanske ejerboligdrøm, der vendes til mareridt i denne typehusdesignede grådighedsthriller om middelklassens finanskriseofre.

Og så er “99 Homes” den slags film, som ikke vil risikere, at du selv skal tænke alt for meget. Det viser sig allerede i åbningen. Her kigger bankernes ejendomsmægler, Rick Carver, sig i spejlet, der spejler et blodigt selvmordslig i baggrunden. Den afdøde stakkel skulle sættes på gaden af Carver. Førfinanskriselånet kunne ikke betales. Men mægleren er ligeglad. Er ved at lukke en anden handel på mobilen, imens politiet bærer liget ud. Betjentene kalder ham for Rich eller Boss. Hele systemet er råddent. Og kynisk. Ligesom det guldur og den hvide habitjakke, som Michael Shannon bærer i rollen, der automat-ekkoer Michael Douglas fra “Wall Street”. [i]Greed is good[/i]. Og ondt!

Systemet burde ellers være til for folket. Den jævne kvinde og mand. Men i “99 Homes” fjerner Carver folket fra Lincolns berømte citat og ændrer til [i]”… of the winners, by the winners, for the winners”[/i]. Og når der er vindere, er der tabere. Sådan en spiller Andrew Garfield. Her er han fattigrøvs-udgaven af sin røvrendte rolle fra “The Social Network”, hvor Justin Timberlake snød ham ud af Facebook. Med søn og mor sættes han på gaden. Systemet, bankerne og griske Rich er skurken. Aldrig tænker han på, det kunne være ham selv, som er problemet. Flertallet, der igen og igen stemmer på de politikere, som lover mindre skat, flere våben og billige lån til alle. Bankerne gør kun det, de får lov til, Andrew.

Den pointe blev spydigt leveret af Martin Scorsese i “The Wolf of Wall Street”. Her var det ikke den ene procent af rige røvhuller, der var den reelle synder. Men derimod de 99 procent andre, der drømte om at blive som den ene procent. DiCaprio pegede nærmest ud fra skærmen: Det er dig, der er skyld i det her! Sådan er det ikke i “99 Homes”, der, helt som skabelonen tilsiger det, gør Garfields hjemløse alenefar til upcoming håndlanger for Carver. Nu skal han selv smide folk på gaden til hjemløshed.

Eller det vil sige, at det faktisk ikke er hjemløshed, de oplever. Men derimod ejerboligløshed. De flytter på lejeværelse. Puha. Et amerikansk mareridt. For et hus, du ejer, er ikke bare et hus. Det er et hjem. Derfor i pædagogikens navn anvendes udelukkende termen ‘hjem’. Selv mæglerskurken siger konsekvent hjem om alle de huse, som han har finanskrisehustlet sig til. Ligesom han gjorde det med Garfields hjem, som den gode dreng havde købt og betalt med det dummeste flekslån. Sådan et dumlånt hjem betyder noget – meget mere end en lejebolig for tabere nogensinde kan gøre.