[b]Et spørgsmål om Pilou Asbæks ære[/b]

I 2010 blev Pilou Asbæk sendt direkte i fængsel i “R” af Tobias Lindholm og instruktørmakkeren Michael Noer. To år senere lod Lindholm ham så kapre i “Kapringen”. Man skulle tro, at Lindholm snart ville gøre livet lidt lettere for Asbæk. Men ak. For tredje gang i træk tester Tobias Lindholm den stakkels Pilou i et hårdt mandemiljø. Han bliver denne gang sendt til Afghanistan i “Krigen”, der er en skrabet, kølig og kontant version af “Et spørgsmål om ære”.

Det er sådan Tobias Lindholm kan lide det. Intet bling-bling, intet overflødigt, kun det nødvendige kommer med. Derfor er “R” nok også hans bedste film. Michael Noers hang til genre, som han rendyrkede i “Nordvest”, gav fængselsfilmen “R” det rette miks; Yin/Yang; Lindholm/Noer. I “Krigen” er den hyperrealistiske stil ført videre fra “Kapringen”. Når Taleban angriber Asbæk og de andre udsendte, så bliver der ikke leflet med ekstra eksplosioner eller skudvekslinger i [i]slow motion[/i]. Det skal først og fremmest virke troværdigt.

Så da Asbæk bliver anklaget for drab på civile og sættes for retten hjemme i fredelige Danmark, overrasker det ikke, at retssalen er et klinisk hvidt lokale med institutionsstole og -borde. Retssagen foregår i samme stil. Tonen er afdæmpet og udramatisk. Her er ingen Tom Cruise, der vil stille spørgsmål til Jack Nicholsons ære, men kun advokat Søren Malling, der nøgternt, dog ikke uden humor, taler advokat’sk med anklageren i form af Charlotte Munck, som måske er lige arrogant nok til Lindholms ærinde. Det er nemlig ikke retssalsdramaet, “Krigen” jagter, men derimod en køligt betragtende skildring af mennesker i krig og af dem, der kender de mennesker.

Den dæmpede facon dæmper dog ikke krigsspændingen. [i]Bum![/i] En landmine detoneres kort tid inde i “Krigen”, der gjorde, at jeg sammen med de danske soldater måtte dukke mig og søge dækning. Effektfuldt. Den effekt gør, at de resterende krigspatruljer opleves proppede med [i]suspense[/i], selv om meget af tiden går med patruljer, hvor der ikke sker en skid. Men det kunne der let! Ligesom i Kathryn Bigelows beslægtede “The Hurt Locker”, hvor blot tanken om, at en irakisk bombe kan sprænge i hovedet på vores bomberydder, garanterer en fortættet stemning.

Det, der gjorde “Kapringen” så god, var, at der blev sat person og ansigt på magten. På dem, der har bestemt, at Pilou skal sejle i risikofyldt farvand. Søren Mallings rederichef var køligt professionel, men også nuanceret menneskelig, imens han forsøgte at få Pilou forhandlet fri fra piraterne. I “Krigen” er magten totalt fraværende. Dem, der har besluttet, at Pilou og resten af de danske jenser skal drage i angrebskrig i den anden ende af verden, er pist væk. Anders Fogh er ansvarsfri våbenkonsulent, og Irakkommisionen er lukket. Magthaverne går fri fra “Krigen”, imens Pilou Asbæk sidder tiltalt for at bryde noget så absurd som regler for selve symbolet på ophøret af demokrati, civilisation og samtale – krig.