[b]Sprukne stemmebånd lover bod og bææædring[/b]

Det er ikke ægte, det ved vi godt. Skuespil er at lade som om. Meryl Streep er en af dem, der er rigtig god til at lade som om, men selv om hun er overbevisende som alt fra Margaret Thatcher til Karen Blixen kunne man godt være i tvivl, om hun kan gestalte en slidt rocksanger. Lad os slå fast med det samme, at replikker og mimik stadig er Streeps domæne, men man ikke går fra “Ricki and the Flash” med håbet om, at hun skifter skuespillet ud med guitarspillet.

Det ligner en bevidst modcasting, der har tændt [i]’se, hvad jeg kan'[/i]-sirenerne i den flerdobbelte oscarvinder. Neil Young som guitarlærer og de sindssyge påklædninger stinker af Hollywood, der bare så gerne vil være [i]edgy[/i] rock’n’roll. Klip verdens største skuespiller med en hækkesaks, og smid hende i noget turkis læder, så er det næsten lige så vildt som Aerosmith.

Men det er synd, hvis Meryl Streeps ‘utrolige’ evne til at skifte ham, bliver den eneste historie om “Ricki and the Flash”. For Diablo Codys manuskript om den fallerede barsangerinde, der tager hjem for at passe sin depressive datter, er fuld af skarpe replikker, og de præcise miljøskildringer bliver udført perfekt af Jonathan Demme. Hvad enten det er den suttede motorvejsbar, hvor Ricki spiller Pink og Lady Gaga i rædderlige rockversioner, eller et vegansk bryllup under den gamle eg, er der hele tiden små detaljer, som man både griner og spytter af.

Det er selvfølgelig film. Overdrivelsen af Rickis rockstil har spredt sig til tegningen af hendes sippede eksmand og hans vaffelbagende nye kone med kridhvidt smil og forklæde. For ikke at tale om den aggressivt homoseksuelle søn. Og hvem tager sig af svigerdatterens tydelige panikangst? Det er lidt for overlæsset, når skeletterne vælter ud af skabet til den obligatoriske pinlige middag, men folk, der har savnet Kevin Klines manisk kontrollerede vrede, får en fest.

Konflikten med datteren, Julie, spillet af Meryl Streeps egen datter, Mamie Gummer, er ikke særlig original komplet med de forventede konfrontationer om, hvem, der svigtede, og hvem, der skylder osv. Men selv om alle selvfølgelig skal se sig selv i øjnene og skamme sig et par gange, bliver familien ikke bare fixet med en kop kakao og en lejrbålssang. Det er absolut et plus, at Cody ikke slutter sin historie med en fælles krammer, men også lader noget af vreden forblive uforløst. Ligesom i virkeligheden.