[b]He’s packing![/b]

Det gav en vis portion national stolthed, da IO Interactive i begyndelsen af 00’erne udsendte spillet “Hitman”. Danmark var andet end “Hugo” og “Pixeline”, og den voldelige lejemorder med den vigende hårgrænse blev til en succesfuld franchise, der for længst er overtaget af større hunde i gården. Med filmudgave nr. 2 in mente, skal vi og IO nok bare være glade for, at Agent 47 for længst er flyttet hjemmefra.

For tænk, hvis nogen finder ud af, at det her uinspirerede stykke film har rødder i verdens hippeste og lykkeligste land med verdens hippeste og bedste restauranter? Al international anseelse og deraf følgende eksport af minimalistisk tekop-design ville være pist væk. Og hva med MØ?! Åh gud! “Hitman: Agent 47” er lammende og larmende, og den har den der helt særlige ligegyldighed fra alle medvirkende, der signalerer, at de udmærket ved, hvor skævt det er fat.

Men når manusforfatteren ikke gider, og instruktøren mest bekymrer sig om, hvorvidt næste scene skal indeholde BMW eller bare baller (eller begge dele!), hvorfor skulle spillerne så gøre sig umage. Rupert Friend var et godt indspark i “Homeland”, men her har man skrællet alle lag af CIA-agenten og kun ladt aftrækkerfingeren tilbage. Jovist, det er i spillets ånd. Den oprindelige Agent 47 er en kold satan, men han har en klar fordel: man kan spille ham.

Med en controller i hånden er det acceptabelt, at hovedpersonen har mindre empati end Inger Støjberg, men når han stavrer igennem et passivt medie som en film, går det galt. Den spegede historie om to unavngivne organisationer og jagten på 47s skaber bliver ligegyldig. Den unge kvinde, der skal spille op af den stoiske antihelt – ligegyldig. Publikums tid – ligegyldig. Men så er der er jo lige det der med deres penge.

“Hitman: Agent 47” har en jappet kvalitet over sig, og selv om den sikkert har været dyr at lave, skinner det ikke igennem i actionscenerne. Der er intet overraskende eller eksplosivt til øjnene, bare skudduel afløst af knivduel afløst af overforklarende dialog. Den tager sig selv og sine plottvists dybt seriøse, men hos mig fremkaldte de bare en trækken på skuldrene. Maks.