[b]I følelsernes fantasifulde vold[/b]

Sæt ord på dine følelser. Sådan lyder et godt, gammelt råd. Men hvad med at sætte navn på dem? Vrede, Frygt, Afsky, Glæde og Triste. Vi kender dem alle, har følt dem i mindre eller større grad. Også pigen Riley. De bor inde i hende, styrer hende fra hovedkvarteret, imens de på skift tager nattevagten, hvor der bliver sat en drømmefilm på. Glæde er den mest populære, men på rejsen frem mod det helstøbte menneske skal de alle omfavnes i Pixars mest helstøbte film til dato.

Det er Pete Docter, der står bag “Inderst inde”. Han har også instrueret “Op” og skrevet manuskript til “Wall-E” – de nu næstbedste film fra Pixar. De to skrev animationshistorie med deres åbninger. Stumfilms-introen med skralderobotten Wall-E og den bevægende dødsåbning i “Op” er ikke set bedre på tegnet film. Som en slags animeret B&U-udgave af “Inception” og “Evigt solskin i et pletfrit sind” bygger “Inderst inde” oven på disse højdepunkter med mindefuld fantasi.

Den ydre historie er klassisk. Far, mor og barn flytter fra barndomshjemmet til storbyen. Riley kan ikke finde ud af alt det nye. Værelse, venner og skole – følelserne driller. Inderst inde i hende fortælles den klassiker med fem nuttede følelser, der bygger Rileys liv op på minder illustreret som glaskugler. Gul er god, så er mindet fuld af glæde, men pas på med den triste blå. De nye omgivelser udfordrer de vigtigste minder fra barndommen, nu er de på vej til at forsvinde, hvilket sender Glæde og Triste på mission ind i langtidshukommelsen, der er et mere mærkeligt sted end hende der Alices Eventyrland.

Her møder de to modstridende følelser fantasivennen Bing Bong, som er blevet arbejdsløs efter Rileys veloverståede barndom. Med sin snabel og candyflosskrop driver han rundt i langtidshukommelsen og nasser på de glade minder. Han bliver vejviser rundt i Abstraktland, der truer med dekonstruktion, Fantasiland, som byder på bløde skyer og en skov af pomfritter, og så er der jo underbevidstheden, som, vi ved fra “Evigt solskin i et pletfrit sind”, er et farligt sted. Der lurer skræmmeklovnen med sit ballonfængsel, men tiden kan ikke spildes med at sidde ind, når Tanketoget er på vej til at køre med lasten fuld af dagdrømme og en masse dejligt andet fantasivrøvl, der fik mig til at boble over inderst inde af glæde.

Men det hele er ikke kun Glæde – der er jo også Triste. Med briller og sweater. Der er Vrede – både inde i far og den, som Riley sender retur fra sit hovedkvarter. Vrede er ildrød – følelser forstærker andres følelser, hvilket næppe kan vises mere pædagogisk klart end med en ildrød hidsigfyr, der drejer vredt på kontrolpanelet, når far bliver urimelig. Der er så dejligt meget i “Inderst inde”, men ét skønt fravær. Der er ingen skurk – kun Rileys modsatrettede følelser og en hilsen til alverdens ‘curlingforældre’ om ikke at frygte de negative følelser; Afsky, Frygt, Vrede og Triste. De er en del af os alle, et fundament for Glæde og dette Pixar-pletskud.