[b]Børn, fædre og andre uhyggelige ting[/b]

Det er sikkert aldrig nemt at følge op på en succes, men noget af det sværeste må være at følge op på en succes med en skuffende slutning. I mine øjne punkterede “Sinister” selv den uhygge, som bøhmanden Bughuul fremkaldte ved til slut at reducere ham til en dukkefører for snart ikke længere så uskyldige børn. Resultatet blev en mudret overopløsning af en ellers ret effektiv gyser, der tog det evigt skumle ved gamle smalfilm op igen.

Den dybt originale løsning på udfordringen, at vi ved præcis, hvad der skal ske, er at give os præcis det. Noget af det mest positive, man kan sige om “Sinister 2”, er, at dens genbrug har en næsten flabet tydelighed. Som om Derrickson og manuskriptkollega Cargill siger: [i]”Ja, gu faen skal den voldsramte enemor og hendes tvillingesønner flytte ind i et oldgammelt hus med en grusom fortid. I skal jo ligesom fatte, det er uhyggeligt.”[/i]

Forventningen er vel også det mest virksomme gys. I princippet kan man godt lave en hel horrorfilm, kun med scener af en person, der hører lyde i mørket og går rundt om hjørner. Det er drønuhyggeligt, fordi man ved, at der et eller andet sted venter et uhyggeligt fjæs, klar til at hoppe ind i skærmen med høje klaverhyl. Men vi vil have forløsning og renselse. Derfor skal der en historie på og nogle mennesker med følelser.

I “Sinister 2” er det en voldelig far, der sender Shannyn Sossamon og sønner på flugt. Det er en lovende idé at lade en virkelig bussemand spejle det overnaturlige, men det bliver slet ikke udnyttet. I stedet lader man spøgelsesbørn invitere den ene tvilling på smalfilm i kælderen i tide og utide. Det gentagne [i]”This is my tape,”[/i] bliver mindre og mindre uhyggeligt. Til gengæld er jeg vild med ideen om, at Bughuul har siddet ved sit dæmonkeyboard og indspillet dæmoniske soundtracks til hver enkelt film. Uhyggelige bjælder til mordet julemorgen? Ja da!

I alt fra “Børnehjemmet” til “The Ring” er der en eller anden idé om at menneskebørnene og spøgelsesbørnene bliver fine venner. En præmis, jeg altid har fundet dybt underlig. Det kan godt være at børn er åbne og nysgerrige, men hvis mit treårige jeg så en hånd komme ud af fjernsynet, ville jeg sgu ikke gå hen og trykke den. I “Sinister” er børnevinklen mest skyld i en masse usikkert skuespil, og de udøde unger ligner en halloweenfest, der er nået til kåringen af fritterens farligste grimasse.