[b]Hellere Comedy Zoo end “Comeback”[/b]

En stand-up komiker på scenen er næsten en gud. Han eller hun kan få os til at grine, udstille vores svagheder og fordomme og pille enhver autoritet ned. Livet uden for scenen er næppe lige så vidunderligt. Det er det i hvert fald ikke i “Comeback”. Thomas Vang er en falleret komiker, der var stor engang, men som nu bare varmer op for vennen, Mads, der er mere succesfuld, end han nogensinde selv har været. Hans primære interesser, både på scenen og uden for den, er kvinder, sprut og fester. I dén rækkefølge.

Det er langt fra den første film, der portrætterer komikere som i bund og grund lidet sympatiske mennesker. “The King of Comedy” og “Funny People” er blandt de mest kendte. Der er noget basalt fængende ved de personer, som på scenen har 100 % kontrol med situationen og er centrum for alles opmærksomhed, men som ikke kan holde styr på deres egne liv ude i den virkelige verden. “Comeback” skildrer både Mads og Thomas som mænd, der er næsten afhængige af latteren fra publikum og som er villige til at skide på alle andre for at opnå den. For Thomas har det bl.a. betydet, at konen skred fra ham og tog datteren med, hvilket egentlig har passet ham udmærket indtil videre.

Men så dukker hun op i København, dagen før Thomas skal af sted med Mads på Comeback-turné. Hun kan ikke helt finde ud af, om hun vil betro sig til ham eller skælde ud på ham for at have forladt hende. Under alle omstændigheder er hun umulig at slippe af med igen, så hun og veninden Emilie kommer med i Thomas’ lig af en Impala og begiver sig ud på et højspændt roadtrip. De når så langt som Randers, før sprut, misundelse og liderlighed sætter en brat stopper for morskaben.

Manuskriptet er skrevet af den islandske forfatter Hallgrímur Helgason, der har en troldsplint i øjet og formår at få djævelsk sort humor ud af livets mørkere sider. Jakob Tingleff har derefter skrevet en dansk udgave af det. Jeg ved ikke præcist hvad, der er gået galt mellem de to udgaver og den endelige film, men undervejs har man grebet lidt for mange gange i værktøjskassen med de nemme løsninger. Veninden Emilie er en en-dimensionel karakter, der kun tjener som grundlag for et par lumre jokes om store bryster og så en begyndende rehabilitering af Thomas’ figur. Så snart hun har udtjent den rolle, bliver hun sat på en taxa og forsvinder ud af filmen. Komedieturnéen, der er undskyldningen for at få hovedpersonerne kastet sammen, får kun det ene stop i Randers, hvorefter vi straks er tilbage i København til klimaks.

Skuespilsiden rummer også et par skønhedsfejl. Anders W. Berthelsen gør det faktisk bedre, end vi har set det i et stykke tid, men på scenen er hans timing helt forkert. Man skal ikke have set meget stand-up, før man tydeligt kan se, at det er en skuespiller, der har fået jokes udleveret snarere end en rigtig entertainer. Sarah-Sofie Boussnina gør det udmærket, men bliver aldrig rigtigt troværdig som ung punker og provo. På den positive side gør Peder Thomas Pedersen indtryk som den selvoptagede og kyniske Mads. Han har haft en lang række biroller i dansk film, men det er første gang, jeg lægger mærke til ham.