[b]Men hvor bliver miraklerne af?[/b]

Hærgende horder invaderer en italiensk landidyl, og tætte familiebånd bliver slidte i Alice Rohrwachers ganske fine “Miraklerne”. De fremmede er hverken gale militærkuppere eller farlige syriske velfærdsturister, men derimod noget meget mere uhyggeligt: et italiensk tv-show komplet med halvafklædte kvinder, pivfalsk fællessang og krydstogt i præmiepuljen. Den økonomisk pressede familie får muligheden serveret for sig, men Rohrwacher stiller langsomt spørgsmålet, om den er værd at tage.

“Miraklerne” er fedtet ind i honning, men den er langt fra sød. Bierne og deres produkt er livsnerven i et lille økologisk landbrug startet af idealistiske hippier, hvis drømme er ved at blive til falliterklæret virkelighed. Det tyske familieoverhoved Wolfgang er impulsiv og brysk, konstant råbende af en af de mange kvinder, der omgiver ham: konen Angelica, evighedsgæsten Coco og særligt den ældste datter, Gelsomina. Man fatter hen ad vejen, at hun er af det næstbedste køn i forhold til at drive en landbrugsproduktion.

Der er så skønt ude på landet, og det gule korn og de summende bier lover en fredfyldt og varm atmosfære, som den lille familie ikke helt kan leve op til. Men på overfladen ser det fint ud, og Wolfgang kan få en erstatningssøn i form af plejebarnet Martin. En tavs rod med sorte øjne og et langt synderegister, der på én gang skræmmer og fascinerer Gelsomina. Hovedrolleindehaveren Maria Alexandra Lungu formår at få tegnet en figur, der vækker lige dele sympati og irritation. En hårdtarbejdende teenager med ansvar for en halv familie, men også et stort barn, der søvngængeragtigt vader rundt i spinatbede, hun selv har sået.

Der er masser af svigt og hårde ord, men Rohrwacher og hendes skuespillere holder palaveret nede på et plan, hvor man stadig godt kan se familien lykkes. Oddsene er bare hårde med nye EU-direktiver og naboens sprøjtegifte og tusind andre ting, der kommer i vejen. “Miraklerne” er effektiv i sin modstilling af postkortidyllen, ‘et lille hus i det skønne Toscana’, og det hårde arbejde, der i virkeligheden følger med.

Illusionen understreges på fineste vis af det helt igennem forlorne tv-show “Landets Mirakler” med Monica Belluccis Milly Catena i spidsen. De smarte producere kører videre på den moderne trend med at hylde alt, hvad der er gammeldags, småt og lokalt, men deres indgangsvinkel er en tivolisering af de ‘mystiske’ etruskere fra egnen. Efter Gelsomina, imod sin fars vilje, har tilmeldt familiens [i]”skøøøønne honning”[/i], kulminerer filmen i et tåkrummende live-show med fjollede olivenkrans-kostumer, lurblæsere og bedårende bedstemødre med mindre bedårende sangstemmer.