Filmz
Paper Towns

Paper Towns

Medvirkende:

Justice Smith, Austin Abrams, Cara Delevingne, Nat Wolff

Instruktør:

Jake Schreier

Filmlængde:

120 minutter

Genre:

Romantik, Mysterie

Paper Towns

[b]Blåøjet teenagefilosofi og blind forelskelse[/b]

Den sidste tid på high school er en følelsesladet tid for for enhver amerikansk teenager. Det har vi set i utallige ungdomsfilm og tv-serier. Fra “Beverly Hills” til “Superbad”. Gamle venskaber bliver udfordret, når vennerne flytter til hver deres delstat for at gå på college. Indgangen til voksenlivet sætter gang i en masse højtidelig – ofte også selvhøjtidelig – refleksion og store tanker om livets mening, som oftest virker smertefuldt banale, når de betragtes lidt på afstand. Det er desværre også tilfældet for Quentin og Margo i “Paper Towns”, som er baseret på en bog af forfatteren John Green, der også stod bag forlægget til sidste års store teen-tåreperser, “En flænge i himlen”.

[image=87243]

I “En flænge i himlen” var de to forelskede teenagere ramt af kræft. Helt så alvorligt står det heldigvis ikke til for Quentin, Margo og de andre teenagere i “Paper Towns”. Dermed ikke sagt, de har det let. For det er altid en tung sag at være teenager. Men problemerne er af den mere klassiske slags – identitetskvaler og ulykkelig kærlighed. Quentin har nemlig været ulykkeligt forelsket i genbo-pigen Margo, siden han var lille dreng. Men Margo er en speciel og kompliceret pige, som ikke deler den nørdede og usikre Quentins følelser.

Men da hun pludselig en nat banker på hans vindue og beder om hjælp til at hævne sig på sin utro [i]frat boy[/i]-kæreste, får Quentins håb om den forjættede high school-romance nyt liv. Og da Margo efter hævntogtet pludseligt forsvinder, finder Quentin en række spor, som han tolker som en opfordring – kom, og find mig! Det sætter gang i en vild jagt på spor, som ikke står tilbage for “Da Vinci Mysteriet” og andre af Dan Browns skattejagter. Forskellen er bare, at Quentin og vennerne jagter en narcissistisk, manipulerende teenager, som jeg har svært ved at forstå, nogen gider at lede efter.

[image=87242]

[i]”Hun elsker mysterier så meget, at hun selv er blevet til et mysterium,”[/i] lyder en af Quentins teenagedybsindige voice-over-reflektioner om Margo. Hun er omgivet af myter og vandrehistorier, som hun dyrker og bidrager til, fordi hun tydeligvis elsker opmærksomheden. Og hendes higen efter opmærksomhed kulminerer altså, da hun lokker Quentin til at eftersøge hendes – fuldstændig frivillige – forsvinden. Efter at hun opportunistisk har prikket til hans forelskelse for at få ham til at hjælpe hende med et småkriminelt hævntogt. Jeg har simpelthen svært ved at købe, at alle karaktererne er så ukritisk forgabte i Margo, at de skubber alt andet til side for at forfølge de spor, hun har lagt ud, som fører til hendes selvvalgte skjulested.

Derfor var det rent katarsis for mig, da veninden Lucy mod slutningen bemærkede, at Margo formentlig ikke ville have gjort sig samme besvær, hvis det var Lucy, der var forsvundet. Men det synspunkt fylder ikke ret meget. I filmens optik er jagten på Margo en romantisk drevet roadtrip, der giver en gruppe high school-venner muligheden for at opleve et sidste fælles eventyr, inden livet skiller dem fra hinanden. Og kan man se sig gennem fingre med Quentins frustrerende, blåøjede naivitet og Margos selviscenesættelse, så gemmer der sig faktisk en ret charmerende filmoplevelse i vennernes skæve gruppedynamik. En mindre grov variant af Jonah Hill og Michael Ceras uforglemmelige ping-pong i komedien “Superbad” – dog stadig med sin del bromance og milf-jokes.

[image=87245]

Kort om filmen

“Paper Towns” er historien Quentin og hans gådefulde nabo Margo, som elsker mysterier så højt, at hun selv bliver til et. Efter at have taget Quentin med på en nats eventyr gennem deres hjemby, er Margo pludseligt forsvundet – og har kun efterladt sig små, kryptiske spor. Disse spor leder Quentin og hans venner på en underholdende og rørende rejse, som udfordrer Quentins syn på ægte venskab – og ægte kærlighed.

Galleri

Ads by MGDK