[b]I krig (… Og kærlighed)[/b]

Glem for et øjeblik den ubehjælpsomme danske oversættelse af titlen. Vi er så langt fra Goldie Hawn og hendes “Rekrut Benjamin”, som man næsten kan komme. På fransk hedder filmen “Les combattants” (Krigerne), hvilket bedre beskriver, hvad det drejer sig om. Det handler om unge mennesker i krig – i krig med omverdenen, med familien, med samfundets (og deres egne) forventninger, med autoriteter og ikke mindst med hinanden. Det er tydeligvis lige så svært at være ung i Frankrig, som det er andre steder.

Vi følger Arnaud; en af den slags mennesker, der bare lader livet skylle ind over sig. Tilsyneladende af mangel på enhver ambition om karriere eller uddannelse har han indvilliget i at hjælpe broderen med at overtage familiens tømrerfirma efter faderens død. I hvert fald indtil han møder Madeleine, der overhovedet ikke tager noget afslappet. Madeleine er vred. Det bliver ikke nærmere specificeret, hvad det er, der gør hende vred. Det, vi får at vide, er, at hun er droppet ud af universitetet i den sikre overbevisning, at verden alligevel snart går under, og så er det begrænset, hvad man kan bruge erhvervsøkonomi til. I stedet har hun bestemt sig for at søge ind i et af hærens hårdeste regimenter, så hun kan få den nødvendige træning til den nært forestående kamp for overlevelse.

Modsætninger tiltrækkes, som vi alle har fået klemt ned i halsen af en endeløs række af klamme romantiske film (med titler som “Kærlighed ved første [indsæt tilfældigt ord med løs tilknytning til filmens handling her]”), så selvfølgelig fascineres den bløde mand af den ekstremt målrettede og kompromisløse Madeleine. Hun er til gengæld ikke imponeret af ham. Åh, hvor kan vi se frem til mange sjove forviklinger og misforståelser, indtil de to endelig kan erklære deres kærlighed og gå i gang med at anskaffe sig huset i forstæderne, hunden og de 1,8 børn. Titlen til trods har “Kærlighed ved første slag” en del mere at byde på.

Den begynder for alvor at blive interessant, da Arnaud i et tilfælde af ungdommeligt letsind beslutter sig for at tilmelde sig samme introduktionskursus til hæren som Madeleine. Det viser sig, at livet i hæren ikke helt kan leve op til Madeleines forventninger. De får lov at sove på rigtige madrasser, de kommer i bad regelmæssigt og, værst af alt, så er der endda chokoladebarer i feltrationerne. Hendes utilfredshed fører til konfrontationer med de andre deltagere og med officererne, og vi begynder gradvist at mistænke, at der ligger nogle dybere psykologiske problemer bag hendes apokalypsemani. Arnaud derimod lader til at være den perfekte soldat. Han er rolig under pres, tager sig af sine kammerater og gør, hvad han får besked på. Madeleine reagerer selvfølgelig forventeligt på, at han passer bedre ind end hende.

De to figurer danser omkring hinanden med konstante skift i magtbalancen. Adèle Haenel er sammenbidt og fokuseret med skuldre, der konstant er spændte i forventning om, at der sker noget voldsomt, mens Kévin Azaïs forsøger at få hendes opmærksomhed som en loyal, men ikke særligt intelligent hund. De to figurer kunne nemt ende endimensionelle, men skildringen af Arnaud og Madeleine bliver komplekse. Hen mod klimaks går han tilsyneladende med på hendes vanvittige ideer, men noget i Azaïs’ mimik lader os ane, at han i stedet manipulerer hende subtilt. Det lader slutningen stå forholdsvist uklart, hvilket irriterede mig umiddelbart efter visningen, men som ved nærmere eftertanke viste sig igen at være et behageligt brud med den romantiske films formler.