Det handler om forsyninger. Om at få nok til alle til de svære tider. Sådan er det i det gældsramte Grækenland, som den græsk-canadiske animationsinstruktør Peter Lepeniotis stammer fra. Sådan er det også i parken i Lepeniotis’ “Det store nøddekup”. Her kæmper skovens dyr – muldvarp, rotte, mus og egern – for at skaffe nok til alle. Men kampen gøres vanskelig af parkens leder, vaskebjørnen Villy, som vil holde på sin magt ved at holde forsyningerne knappe. Hvis Angela Merkel var en vaskebjørn, så ville virkelighedens ‘EU vs. Grækenland’-gældsdrama minde ikke så lidt om den socialt indignerede “Det store nøddekup”.
[image=86994]
Tidligt bliver Vilfred stemt ud fra parken af de andre. Uden rettergang bemærker den idealistiske Annie, der tror på det bedste i alle og på fællesskabet – der skal være nok til alle. Hun tror ikke på, at det hjælper at bortvise dem, der har dummet sig. De skal hjælpes til forandring. Det spejler menneskeskurken i den dobbelte [i]heist[/i]-handling, der i fængslet kun har lært at være en, der ryger bag tremmer igen. Han er ude og vil røve en bank fra sit skalkeskjul som nøddeforhandler – den nøddeforhandler, som Vilfred og de andre dyr vil røve for at sikre sin overlevelse.
[image=86997]
Anderledes upersonlig bliver menneskeskurkene. De er bare store drog, der vil have penge. Måske fordi de er de mindst menneskelige i fortællingen? Penge for pengenes skyld, imens Vilfred, Annie og de andre stjæler for at blive mætte, for at overleve. Vilfred skal bare lige lære de gode værdier først. Som bilen Lynet McQueen, der var en solokører, indtil han indså, at han intet var uden andre. Den lektie er sjældent dårlig at få genopfrisket.
[image=86996]