[b]En drøj amerikansk oliedrøm[/b]

Jeg er vild med titlen. “A Most Violent Year”. Det er ‘Most’, der gør den god. “A Violent Year” havde været for fersk, spartansk en titel. ‘Most’ giver titlen noget affekteret, gammeldags, næsten småironisk. Forestil dig en forretningsgangster a la Michael Corleone, der underspillet siger: [i]”1981? Det var et ganske voldeligt år…”[/i] Så ved man, at det var et meget voldeligt år. Titlen forbliver imidlertid det bedste ved “A Most Violent Year”, der er lige så drøj som den olie, dens gangstere kriges om.

Olie løber tykt, langsomt og grundigt ud, når man hælder. Det har ikke travlt, tager sin tid. Ikke ligesom vand, der vælter plaskende ud. “A Most Violent Year” er som olie. Som i den scene, hvor ejeren af olieselskabet Standard, Abel Morales, jagter den tyv, der igennem måneder har kapret hans lastbiler med det sorte guld. Jagtscener er ofte lig med action, hurtighed, dramatisk forløsning. Her løber den ene efter den anden i jævnt, konditungt tempo over mange minutter. Få klip, men i stedet faste indstillinger fra et industrikvarter i New York, hvor den ene løber efterfølges af den anden. Det er ikke sprint, men distanceløb. Det kræver udholdenhed. Det kræver “A Most Violent Year” også.

Den er i familie med film som “The Godfather” og “There Will Be Blood”. Værditunge film, der vil sige noget om, hvad USA er bygget på. Kapitalisme og vold, hvilket også er det symboltunge svar her, hvor et pistolskud i en nøglescene blander blod med Morales’ olie. Men hvor drøjheden sætter sig som episk storhed i forbillederne, så sætter den sig som stilstand i “A Most Violent Year”. Der sker meget lidt i Morales’ kamp for at sætte sig på oliemagten. For lidt.

Det meste af spilletiden er fyldt op med mødesnak. Morales mangler penge til at købe en eftertragtet grund til sit imperium, så han tager til et møde hos en konkurrent for at låne. Han fremlægger sin sag. De lytter. Fremlægger deres synspunkter. Beder ham vente uden for døren, imens de drøfter låneønsket. Han inviteres ind igen. Ok, han kan låne en del af pengene af dem på de og de betingelser. Tak for et godt møde. Sådan tøffer Oscar Isaacs hovedkarakter derudad, imens han holder fast på, at han er en retskaffen forretningsmand, der derfor nægter at udstyre sine vognmænd med håndvåben imod kapringsforsøg. Det skal gå ordentligt til.

Det gør det også. På papiret. Dem står den femme fatalistiske kone for, hun ordner regnskaberne, så politiet intet har at bemærke. Hun spilles [i]no bullshit[/i]-skønt af Jessica Chastain, der måske er lidt for tydeligt castet som hende med gangsterbukserne på. Hun var også hårdkogt som Bin Laden-jæger i “Zero Dark Thirty”, men her er hun blevet udstyret med de længste negle og tøsepistol i håndtasken, imens hun ser kæderygende udspekuleret ud. Det meste er for lidt i “A Most Violent Year”, Chastain er som en anden Alexis fra “Dollars” for meget.