[b]Med begæret som kompas[/b]

Francois Ozon viser sig endnu engang som den elegant legende udfordrer af den heteroseksuelle verdensorden. En kurs, han stak ud allerede med sine tidligste kortfilm i slutningen af 1980’erne, og som han beundringsværdigt har fulgt slavisk lige siden med camp’et kølighed i film som “Dråber på hede sten”, “Swimming Pool” og “Tid til afsked”. Med “Min nye veninde” har han svunget en overraskende rørende kærlighedshistorie, hvor begær og selvindsigt går hånd i hånd på vejen mod forvandling. Det handler om noget så essentielt som at finde og stå ved sig selv.

Som den tvetydighede mester, Ozon er, snydeåbner han med en ondsindet spøg. Kønne kvindelæber påføres læbestift i et ekstremt close-up. Øreringe nappes i øreflippen, og den hvide kjole lukkes. Alt sammen til brusende bryllupstoner. Til sidst lukker en hånd kvindens øjenlåg i, og det hvide kistelåg glides på plads. Den afdøde, smukke, unge kvinde i kisten er Laura. Klip til begravelsen, hvor Lauras barndomsveninde Claire (spillet af den forsagte Anaïs Demoustier) holder en grådkvalt gravtale, hvori hun står ved sit løfte om at passe på Lauras nu efterladte mand, David, og den lille datter.

I flashback ser vi glimt fra Claire og Lauras venindetætte barndom, intime teenageår på pigeværelset og så det jaloux stik i Claire, da Laura begynder at kysse kåde drenge og danse tæt. Så er tårerne ved begravelsen udtryk for tabet af en nær veninde eller stikker kærligheden dybere end som så?

Tabet lammer Claire, der knap nok kan tage sig sammen til at stå op af sengen – for slet ikke at tale om at opsøge David. Men løftet til Laura tvinger hendes samvittighed. Langsomt nærmer hun sig den voluminøse villa i et ikke navngivet (og derfor universelt) forstadskvarter. Gråden fra den lille baby Lucie lokker hende helt ind i stuen, hvor hun, med lige dele chok og nysgerrighed, finder David i kvindetøj, fuld make-up og lys paryk. Uden skam og med største naturlighed fortæller han, at han altid har haft lysten til at iføre sig kjoler og kvindelingeri. Efter Lauras død blev det en selvfølgelighed, faktisk. Nu er HAN Lucies mor.

“Min nye veninde” er ved første øjekast et mærkværdigt genremiks. Lige dele identitetsthriller, melodrama og drag-komedie. Du skal med garanti gnide dig en ekstra gang i øjnene, når den ellers så mørktcharmerende Romain Duris vender sig mod kameraet og kaster koket med den platinblonde Veronica Lake-paryk. Er det virkelig…? Nej. Jo, det er såmænd Duris. [i]”Du er pervers,”[/i] er Claires umiddelbare indskydelse, men som hun langsomt lærer Virginia, som hun hemmelighedskræmmende kalder ‘den nye veninde’ over for sin mand, at kende, vækkes både nysgerrighed og andre mere flammende følelser i hende.

På lydsporet sender Philippe Rombi mine tanker på filmhistorisk vandring tilbage til både Hitchcock og Douglas Sirk, og tilsat Katy Perrys lalleglade pophit “Hot N’ Cold” og Nicole Croisilles svulstige 1970’er-ballade “Une femme avec toi” er alt med andre ord ved det gamle – når der er tale om Francois Ozon vel og mærke. Sammen med Quentin Tarantino og Xavier Dolan er han den instruktør, der med bedste resultat kan få musik og film til at gå op i den højeste enhed.