[b]Kursen sat mod undergang[/b]

Sebastião Salgado skærer verden enkelt ud. Vi fødes, og vi dør. Livet opstår i nuancerne af det blændende hvide og dybe sorte, som brasilianeren fotograferer i. Fra skønhed til gru, fra krig til fred, hos Salgado er der altid en modsætning på spil i både tematik og udtryk. Wim Wenders har konfronteret manden med et fotoalbum fra hele verden og får heldigvis meget mere ud af øvelsen end tom æstetik. “The Salt of the Earth” bringer den nedslående meddelelse, at med mennesket som dominerende art, hælder jorden klart til den mørke side.

I en tid, hvor den opsøgende dokumentar med chokerende håndholdte kameraopdagelser afslører alt fra fattigfolks omsorgssvigt til rigmænds massemord, virker “The Salt of the Earth” på overfladen lidt gammeldags. Tilmed sat i gang af sønnen Juliano Salgado, der aldrig rigtig har kendt sin kunstnerfar. Nepotistisk bukkeskrabeportræt i selvretfærdig krigsreportersovs tilsat uløste faderkomplekser? Meget kunne være gået galt, hvis ikke der var så gode fortællere foran og bag kameraet.

Historien fortælles roligt tilbageskuende af Wenders germansk-engelske stemme med lækker tydelig dikzzzion. Salgados opvækst i Brasilien og hans tilknytning til landet er den underliggende tråd, men de afgørende momenter sker andre steder. I Frankrig smider økonomen sin lommeregner og køber et kamera, kraftigt støttet af konen Lélia, der, skal vi forstå, har lige så meget del i fotoprojekterne. Gennembruddet kommer med “Otras Americas” en dokumentation af syv års rejse gennem alle andre sydamerikanske lande end Brasilien.

Herfra har Salgado ikke set sig tilbage. Før nu altså. Wenders og Juliano revolutionerer ikke dokumentargenren, men støtter deres film på Salgados imponerende evne til at huske motiver. De bagvedliggende historier løfter fotografierne ud af voyeurisme og ind i indlevelse. Man står midt i guldminerne i Sierra Pelada og løfter 40 kg. sække med malm op af 20 meter høje faldefærdige stiger. Lidt arkivlyd til billederne får oliebrande i Kuwait og folkemord i Rwanda til at komme uhyggeligt tæt på.

Der er næsten noget skoletime over det, men vi har åbenbart endnu ikke forstået, hvordan vi og planeten overlever. Salgado havde sit kamera rettet mod alt lortet så længe, at han til sidst blev syg i sin sjæl og tog hjem. Til Aimorés og grundlæggelsen af “Instituto Terra, et stykke udpint mark, der er blevet genudlagt som oprindelig regnskov. Den brasilianske cirkel er sluttet, uden at vi kom særligt meget nærmere far og sønnike, men de snu bagmænd har rykket fokus undervejs. Den kølige iagttager af verdens gru genopstår som ydmyg skovløber. Med direkte adgang til verdens mest prestigefulde museer.