[b]Footloose på irsk med jazz og kommunisme[/b]

Halvvejs inde i filmbiografien “Jimmy’s Hall” slog det mig: den gamle brite Ken Loach har sgu genindspillet ungdomsklassikeren “Footloose”. Måske endda helt uden at være klar over det. I hvert fald er der ikke så få lighedspunkter mellem titlens Jimmy og Kevin Bacons rebelske og danseglade Chicagoknøs, der flytter på landet og må kæmpe mod en forstokket kirke, så han og vennerne kan få lov at danse til tidens toner og kysse og bare være sig selv.

I “Jimmy’s Hall” er 1980’ernes amerikanske Midtvest dog erstattet af 1930’ernes Irland. Men vi er stadig ude på bøhlandet. Nærmere bestemt i den lille by Leitrim. Her vender Jimmy Gralton tilbage til i kølvandet på broderens død efter ti år i New York. Der er jo både et stykke land at passe og verdens sødeste, gamle mor at se efter. Så det gør den pligtopfyldende Jimmy. Men den gamle flamme Oonagh (spillet af gode Simone Kirby, der her ligner en mere landlig version af Julianne Moore) er stadig varm på ham, og vennerne har ikke glemt fordums tider, hvor Jimmy byggede et forsamlingshus og der var både dans, bogklub og korsang under det rummelige bliktag på Jimmy’s Hall.

Egentlig burde det være lige til højrebenet at genåbne det gamle forsamlingshus. Byens unge står allerede i kø for at få et sted i ly for de irske vejrforhold at danse. Men alt er ikke så ligetil i Irland anno begyndelsen af 1930’erne. 1920’ernes borgerkrig spøger stadig, IRA tramper taktfast rundt i gaderne, kirkens magt er på sit højeste og de sociale skel er til at tage og føle på. Det siger sig selv, at en amerikaniseret ateist med kommunistiske tilbøjeligheder som Jimmy vil skabe røre. Han har jo jazzplader med i kufferten og usædelige dansetrin at lære fra sig.

Med sin 25. spillefilm siden debuten “Stakkels ko” fra 1967 leverer den ellers altid skarpe socialrealist Ken Loach en lidt for pæn og lidt for unuanceret biopic om en mand, der nok ikke er så kendt uden for Irlands grænser. Jeg kendte i hvert fald intet til Jimmy Gralton forud for “Jimmy’s Hall”. Som titlens Jimmy gør Barry Ward en super-sympatisk figur med sit charmerende væsen, søde smil og pjuskede hår med et stænk af gråt i – bare for at give ham lidt kant, I ved. Han er en rigtig irsk folkehelt, lader Loach os forstå. Komplet med et hjerte, der banker for frihed, lighed og broderskab på trods og tværs af alle (klasse)skel.

Overfor den retfærdige forsamlingshushelt stikker filmens skurke ud som en samling overmodne, sorte hudorme på næsen af en fordrukken kirketjener. Om det er ærkerivalen fra gamle dage, der lader forbitrelsen gå ud over datterens ryg med en ridepisk, eller den forstokkede præst, fader Sheridan, der udråber Jimmy til selveste Antikrist foran menigheden. Begge er de skurkagtige skurke af tegneseriehæftekaliber. Lidt flere nuancer havde klædt dem og fortællingen.