[b]Liebhaverbolleriet[/b]

Hmm, hvor skal man begynde en anmeldelse af rodede “The Loft”? Måske ligesom manusforfatterne Bart De Pauw og Wesley Strick; et sted i midten: [i]”og derfor er det ikke en særlig god film.”[/i] Så er vi godt i gang. Sammen med den drabssigtede arkitekt Vincent kan vi nu forsøge at optrevle, hvordan han og “The Loft” har gravet sig ned i så dybt et hul. Jeg skal ikke afsløre, om Vincent klarer den, men de 108 minutters film roder i hvert fald stadig rundt nede på bunden.

Udgangspunktet er en udvandet Hitchcock’sk skruestik om fem mænd og deres fælles penthouselejlighed eller “loft”. I arkitektens nybyggeri er en halv etage reserveret til psykiaterens, nørdens, tyksakkens og psykopatens eskapader. Seksuelle forstås. For selv om lejligheden sælges som et fristed, hvor de kan være sig selv, bruges den egentlig kun til at bolle i smug.

Nå, men skruestikken er jo det her med, at løgne fører til flere løgne, indtil fælden klapper. De her mænd er så glade for deres koner, at valget imellem at afsløre en affære og at fortælle politiet, der ligger en død kvinde i bollerummet, er meget, meget svært. Og hvad med børnene?! Det bruges til konstante optrapninger af konflikten. Der er kun fem nøgler, hvor er din? Der er kun to blondiner blandt dem, vi har kneppet, hvilken af dem ligger på sengen?

Det holder kun, fordi alle opfører sig umotiveret stupidt og liiiige havde glemt at fortælle endnu en mørk, mørk hemmelighed. “The Loft” lider under et overkonstrueret plot, der skiftevis tilbageholder informationer og lægger spor ud til amatørdetektiver, som kan lide at lægge puslespil. Så kan man sidde der og stille spørgsmål. Har psykiateren et motiv? Hvem havde nørden taget champagne med til? Hvor faen lagde jeg nu den nøgle til loftrummet?!

De moralske kvababbelser udtrykkes udmærket af en række dygtige håndværkere fra divisionerne under superligaen. De skal være mænd nok til at kunne finde på noget så åndsvagt som en man- cave og charmerende nok til at lokke tøserne med derind. De fleste ville vel bestiges af Karl Urban, hvis han lovede at råbe [i]”ROHIRRRIM!”[/i] først. For derefter at svømme væk i James Marsdens isblå øjne uden mutant-laserstråler. Desværre skal de også sige forfærdelige papudskæringsreplikker som: [i]”Nå, men her kommer din kone, Barbara”[/i] eller [i]”Nej, hvor hyggeligt sammen med din kone, Alison, hvor er Phils kone, Vicky?”[/i]