Det er mineret område, når Ulrich Seidl bevæger sig ned “I kælderen”. Tanken om de skjulte rum under huset, uden for nysgerrige naboers rækkevidde, har vel karakter af østrigsk nationaltraume. Men instruktøren af “Paradis”-trilogien er ikke bange af sig, heller ikke når det gælder dokumentarfilm. Fritzl er blevet byttet ud med mere eller mindre almindelige østrigere, men det aparte har stadig førsteprioritet i en langsom portrætfilm om dunkle aktiviteter i dybet.
[image=85750]
Opstillingen er temmelig løs, men udført med en rytmisk ro, der skaber interesse, for hvad der kommer i næste rum. Det udnyttes godt, at jeg som tilskuer forventede at få set nogle anderledes ting. Blandt dem er der selvfølgelig også de mere seksuelt orienterede foretagender, men dem venter Seidl til ca. halvvejs med at introducere. Måske for at lægge afstand til de perverse associationer, en østrigsk film om kældere må give. Måske fordi Seidl har indset, at der er meget mere chokerende ting dernede end ægtepar, der pisser hinanden i munden.
[image=85748]
“I kælderen” dokumenterer frem for at fortælle. Skydeklubben og spillemændenes flirt med nazisme står uforklarede tilbage. Seidl er ikke gået mere ind i forholdet til partiet eller føreren. I stedet lader han sine personer vælge, hvad de vil fortælle. Her træder de personlige historier om arvelig alkoholisme og knuste sangerdrømme i stedet frem. Vinklingen af stoffet er den kølige og registrerende, der fører til fantastiske tableauer, men også savner en forløsning, når vi nærmer os slutningen.
[image=85747]