[b]Nå, men så går jeg ned og snedkererer…[/b]

Det er mineret område, når Ulrich Seidl bevæger sig ned “I kælderen”. Tanken om de skjulte rum under huset, uden for nysgerrige naboers rækkevidde, har vel karakter af østrigsk nationaltraume. Men instruktøren af “Paradis”-trilogien er ikke bange af sig, heller ikke når det gælder dokumentarfilm. Fritzl er blevet byttet ud med mere eller mindre almindelige østrigere, men det aparte har stadig førsteprioritet i en langsom portrætfilm om dunkle aktiviteter i dybet.

Idéen om en mand og den særlige forbindelse til hans kælder får nyt liv. På nær en ældre dame med nogle alt for livagtige dukker, så er ‘kældermennesket’ en mand. Seidl begynder konsekvent med forskellige faste indstillinger: en skydeinstruktør, der fejer klubbens gulv og øver sin operasang, én fordrukken vicevært, der øver sig på valdhorn. “I kælderen” veksler mellem korte, enkeltstående klip uden tale og længere tilbagevendende sekvenser. Det fremstår som antropologens ‘samling’: en mangfoldighed af kælderdyb, hvor enkelte eksemplarer bliver studeret mere indgående.

Opstillingen er temmelig løs, men udført med en rytmisk ro, der skaber interesse, for hvad der kommer i næste rum. Det udnyttes godt, at jeg som tilskuer forventede at få set nogle anderledes ting. Blandt dem er der selvfølgelig også de mere seksuelt orienterede foretagender, men dem venter Seidl til ca. halvvejs med at introducere. Måske for at lægge afstand til de perverse associationer, en østrigsk film om kældere må give. Måske fordi Seidl har indset, at der er meget mere chokerende ting dernede end ægtepar, der pisser hinanden i munden.

Det tabubelagte og dunkle sexliv er så forventeligt, at det ikke skræmmer eller overrasker. Slet ikke sammenlignet med den brovtende nationalisme og utilslørede nazisme, der også dukker op. Skammer stolte østrigere sig over Fritzl, er de omvendt ikke blege for at bøvse Haider’ske paroler ud mellem spritzerne. Eller at øve med deres hornorkester mellem SS-uniformer og talrige Hitler-portrætter. Sat over for småalkoholiserede og fremmedfjendske mænd bliver det helt rørende at se en hennafarvet kvinde spænde sin mand op med kroge i scrotum. Fordi de elsker hinanden.

“I kælderen” dokumenterer frem for at fortælle. Skydeklubben og spillemændenes flirt med nazisme står uforklarede tilbage. Seidl er ikke gået mere ind i forholdet til partiet eller føreren. I stedet lader han sine personer vælge, hvad de vil fortælle. Her træder de personlige historier om arvelig alkoholisme og knuste sangerdrømme i stedet frem. Vinklingen af stoffet er den kølige og registrerende, der fører til fantastiske tableauer, men også savner en forløsning, når vi nærmer os slutningen.