[b]Vejrudsigten for Island: Løgn, fornægtelse og fortsat kulde[/b]

Island er koldt og mørkt og deprimerende. I hvert fald for hovedpersonerne i “De små ting”, der alle drømmer sig væk til troperne. Det er der ikke noget at sige til, for det, der fylder deres hverdag på den stenede atlanterhavsø, er familiære forpligtelser, de daglige påmindelser om deres synder og frem for alt løgnen og selvbedraget. Det er næsten ikke til at forstå, at nordiske film har rygte for at være tunge og triste…

De rummer heldigvis meget mere end det, men det er ikke til at komme uden om, at de alvorlige og samfundskommenterende hverdagsdramaer fylder meget. Det er muligvis denne films største svaghed. De hjerteskærende afsløringer af karakterernes fortid er næsten forudsigelige. Heldigvis er der skuespillet. Vi følger tre hovedfigurer. Den unge, enlige mor, Eik, der er nødt til at supplere sin indkomst med prostitution for at kunne tage sig af datteren. Forfatteren Móri, der ihærdigt forsøger at drikke sig ihjel. Og endelig finansmanden Sölvi, der bliver suget ind i vanviddet i Islands banksektor i dens storhedstid. Langt hen ad vejen kunne jeg gætte, hvordan deres historier væves sammen, men skuespillerne kunne alligevel holde på min opmærksomhed.

De forudsigelige plottwists reddes også af en meget opbrudt struktur. Vi hopper i tid og sted og frem og tilbage mellem de tre hovedpersoner. Fordi “De små ting” kun gradvist afslører fortiden, er der god tid til at skabe et forhold til karaktererne. Det giver et lidt spredt fokus men sådan undgås de værste sentimentale faldgruber. Dette element forstærkes af billedsiden, der med en stemningsfuld og næsten kunstig lyssætning kombineret med mange close-ups skaber en trykket atmosfære, der hele tiden vakler mellem det absurde og det tragiske.

Det er i det usandsynlige venskab mellem Eik og Móri, at “De små ting” rammer bedst. De finder begge trøst i et fader/datter-forhold, der samtidig bringer de traumer op til overfladen, som har gjort, at de netop har brug for dette forhold. Þorsteinn Bachmann er fremragende som Móri; en plaget mand, der har gemt sig for omverdenen bag et stort skæg og usunde mængder af whisky. Hans mumlende og langsomme udtale kombineret med dette udseende får ham næsten til at virke som noget ud af nordisk mytologi. Hera Hilmars kejtede, men også ligefremme præstation som Eik giver godt modspil til ham.

Den sidste tredjedel med Sölvi er en mere rendyrket satire over den islandske økonomi og de mænd, der kørte den i sænk. Denne del føles løsrevet fra resten, for overfladisk til at kunne måle sig med de mere dramatiske elementer. En af birollerne er en slibrig og anmassende bankmand, der skal være mentor for Sölvi. Han irriterer mig dels som person, men endnu mere som karakter. Han er en doven karikatur på en kapitalistisk bøhmand, der mest giver indtryk af at være en tredjerangskopi af Gordon Gekko. [i]Kill your darlings[/i], lyder det gamle råd til forfattere, og “De små ting” kunne med fordel have efterladt hele dette plot på klippegulvet. Det virker forstyrrende i en film, hvis bedste pointer ligger et helt andet sted.