[b]Intet at skamme sig over[/b]

Jeppe Kaas’ patosstolte soundtrack fortæller det meget godt. Der er hentet markant inspiration fra “Ringenes herre” og andre beslægtede middelalder-trylle-tryl-universer, hvor magtliderlige tyranner, farlige drager samt trolddom og magi hersker. Og en lille, undseelig hovedperson, der som Frodo eller Arya Stark må sikre, at fantasyriget ikke bliver indhyllet i mørke. Når “Skammerens datter” er værst, så rimer den på kulsoen fra “Gøngehøvdingen”, når den er bedst, så er den med god vilje en dansk “Game of Thrones”-light.

Hun ligner Ronja Røverdatter, Rebecca Emilie Sattrup, der med sin nysgerrigt spidse næse og brunt krusede hår bare helst vil have nogle venner i rollen som skammerdatteren, Dina. Men det er svært, når man er anderledes og ligesom Spiderman er forbandet med en særlig evne, som andre ikke forstår. [i]’Se på mig!'[/i] mindfuck-hvisker Dina ind i hovedet på dem, som hun vil skamme. Når de gør, som hun befaler, så kan de se det, de skammer sig over. Utroskab, tyveri, vold eller hvad deres opvækst nu har lært dem, er forkert. Det er en interessant (super)evne, der kun rammer dem, som selv fortryder deres handlinger. Hitler ville næppe frygte Dina.

Hun bliver sammen med sin mor mudret ind i en mordgåde i Dunark, hvor fyrsten er blevet knivdræbt. Hvem skammer sig mon over det? En af de to tronarvinger måske? Nico spillet af dansk films nye førsteelsker – norske Jakob Oftebro – eller Peter Plauborg, der var stjernepsykopat i “Kvinden i buret”, er rødhåret og spiller her Drakan, som drikker drageblod i smug fra kælderdragen Drako. Det er svært at være i tvivl om, hvem der er Gondor-god eller Mordor-ond.

En drage i en dansk film? Jeg var nervøs ved tanken. Ikke nervøs på en bange måde, men mere nervøs for, at Drako ville blive en lille, fed drage a la Katla fra “Brødrene Løvehjerte”. Heldigvis blev jeg pænt bange for Drako, der i fin reptil-stil er en udmærket provinsdrage med en dejligt grov CGI-tekstur. Langt mere unaturlig er Stina Ekblad som den sorte enkemoder Dama Lizea, der er manisk mærkelig på et niveau, hvor kun Kirsten Lehfeldts “Gøngehøvdingen”-heks, Kulsoen, kan være med. Ro på, skru ned.

Der måtte derimod gerne skrues endnu mere op for storheden i universet. Det føles ikke omfattende som “Game of Thrones”-landet Westeros, hvor turen fra Winterfell i nord til King’s Landing i syd kræver en voksen madpakke. Turen til Dunark kan rides på tom mave. Men det, der er, virker som det skal. Kraftigt klippeterræn, rå natur og en middelalderby med et levende pøbelmiljø af handlende og beskidte stakler gør, at selv Søren Malling med skaldet isse og gråt gedeskæg virker troværdig som [i]badass[/i] riddersoldat i brynje.