[b]Mere ambitiøs science fiction fra Wachowskierne[/b]

Lana og Andy Wachowski er dygtige instruktører. De har en evne til at skabe den perfekte blanding af CGI, [i]art direction[/i] og høj-tempo fortællestil, der skaber spændende blockbusterfilm. De har helt klart deres fejl, hvilket jeg vil vende tilbage til, men man kan ikke benægte deres håndværksmæssige evner. “Jupiter Ascending” udstiller på mange måder både deres bedste og dårligste sider, men uanset hvad, så er det en lækker og medrivende filmoplevelse.

Lad os begynde med karaktererne. Her ser vi et efterhånden klassisk Wachowski-paradoks: kedelige eller fejlcastede hovedroller overfor vidunderligt fascinerende biroller. Mila Kunis gør det ganske udmærket som pigen Jupiter, der får afsløret, at hun i virkeligheden er arving til et intergalaktisk imperium, selv om hun til daglig renser toiletter for rige mennesker i Chicago. Figuren er bare ikke synderligt interessant. Channing Tatum som hendes følgesvend, den genmodificerede menneske/ulv-hybrid Caine, får for det meste kun lov til at hoppe rundt i actionsekvenserne på bekostning af nogen form for karakterudvikling eller dynamik mellem de to.

Overfor dem har vi Eddie Redmayne som den ekstremt modbydelige skurk, der ser ud til at have været lige så sjov at spille, som han er at se på. Han er muligvis en karikatur, men Redmayne formår at gøre ham lige præcis så tredimensionel, at han bliver skræmmende. Terry Gilliam dukker op som forvirret skrankepave, i filmens bedste scene. Det er disse biroller og der, hvor filmen opbygger sit univers, som jeg var mest fornøjet af. Men når universet skulle smadres igen igennem endeløse kampscener eller alt for banale filosofiske moraler, så begyndte jeg derimod at kede mig.

Wachowskierne er bedst, når de filmatiserer bøger skrevet af andre. “Cloud Atlas” og “V for Vendetta” er deres bedste film. Når de selv skal levere de dybsindige pointer, så bliver det desværre lidt letkøbt som i “The Matrix”-serien. De vil tydeligvis sige noget utroligt dybt og meningsfuldt, hvilket er et beundringsværdigt mål, men de bør erkende, at deres styrker ligger i indpakningen. Når en to timer lang og stort tænkt sci-fi-film ikke formår at levere en dybere pointe, end at det er bedre at rense toiletter end at udslette en planets befolkning, så mangler der i hvert fald et eller andet.

Ikke desto mindre er det nemt for mig at lade mig besnære af “Jupiter Ascending”, fordi den er så lækker at se på; fra de paradisiske villaer, hvor galaksens overklasse bor, til de dæmoniske menneskeraffinaderier, der er grundlaget for deres overflod. Alt er gennemdesignet, og de forskellige verdeners stilarter afspejler de karakterer, der bebor dem. Jeg ønskede mest af alt at få lov til at se mere af de verdener end bare at opleve Tatum slås. Kampscenerne bliver for lange, uden at de dog er “The Matrix Reloaded”-galt. OG så hjælper det ikke, at de er så abrupt klippet, at det kan være svært at danne sig et overblik over, hvad der foregår.