[b]Tag mig tilbage, alting var så let[/b]

Åh, at være amerikansk teenager. Hvis jeg havde en tidsmaskine, ville jeg sætte den på repeat og gen-genopleve alle de gyldne sommerdage, hvor pop-punken tænder håbet om, at lykken venter, hvis blot du griber chancen lige nu! For på college er alles potentiale ubegrænset, halvdelen bliver fotomodeller og sportstjerner, den anden halvdel hovedpersoner i en ungdomsfilm, hvor nørdernes overjordiske intelligens altid viser sig at være lige så stor en kussemagnet som quarterbackens pickup.

Genkendelighedens glæde og sorg skygger næsten for, at “Project Almanac” langt hen ad vejen er en helt fin version af den cocktail, der blander pubertetsproblemer med science-fiction og magi. Børnene i “Super 8” er blevet lidt ældre og er begyndt at have sex med hinanden, men kan man abstrahere fra de mange fællestræk med den tre år gamle rumvæsen-saga, er historien tilpas krøllet og karaktererne sympatiske nok til at give virkelighedsflugten vinger i næsten hele spilletiden.

Introen er formet som en hjemmevideo af Davids kreative ansøgning til Massachusetts Insitute of Technology. På den måde præsenteres vi for hans store hjerne, hans fjogede venner og hans konstant videofilmende søster, Chris, på én gang. Samtidig lægger “Project Almanac” sig fra start i slipstrømmen af den superpopulære [i]found footage[/i]-genre. Når David bliver optaget på MIT, når hans enlige mor sælger huset for at få råd til studiegebyret, når den lækre Jessie sutter på sin blyant. Alt er set gennem én af personernes kamera.

Men udover at være en dramatisk gnist i skikkelse af mystiske billeder på den afdøde fars gamle VHS, virker de konstrueret håndholdte optagelser overflødige. At teenagere i 2015 dokumenterer deres fund og efterfølgende rekonstruktion af farens tidsmaskine på video, er sandsynligt. Men at de tager kamera med alle steder undtagen på toilettet og ovenikøbet hele tiden skal forklare til samme kamera, hvorfor det er med, virker dumt. Den grynede intensitet og forhøjede realisme som videovinklen kan give, er byttet ud med bomstille HD-optagelser, der svajer lidt når tidsmaskinen starter.

Glemmer man det påklistrede kameras kamp med logikken, har “Project Almanac” godt fat om både ungdomsangst og sci-fi, der snurrer i hjernen. Især i den første halve time, hvor farens mystiske projekt først afsløres og siden udnyttes til at overleve collegehelvedet. Tidsmaskinen går dog lidt i selvsving i en sløvere midterdel, der ikke rigtig rykker sig, før dårligt motiverede handlinger får en byge af sommerfugleeffekter til at regne ned over en forudsigelig, hektisk slutning. Men så igen; en teenagedreng ville jo nok med glæde forårsage både flystyrt og fyringsrunder, hvis det sikrede ham noget på den dumme.